Skolernes sommerferie er i fuld gang. Og for mine børns vedkommende starter deres ferie for alvor i eftermiddag. Hele fem ugers rigtig ferie får de i år. Udover de to uger, de har været i sommerferie-SFO.
Ferie med masser af børnebøger
Vi holder ferie herhjemme i år. Og det bliver helt vildt skønt bare at have masser af tid til at lave lige det, vi har lyst til. Og vi satser naturligvis på dejligt vejr, så vi kan lege i haven, tage på udflugter rundt i sommer-Danmark og få mest muligt ud af de lyse nætter.
Vi skal selvfølgelig også læse bøger. Masser af børnebøger! Både højtlæsnings og les-læt bøger. Jeg tænker børnebøger i alle afskygninger.
Så i den anledning har jeg valgt 3 gode bøger til børn i indskolingsalderen, som vil være oplagte at tage med på sommerferie.
Læs selv – Elvernes land
Mine børn er først lige begyndt at læse inden for det sidste års tid. De skal i 1. og 2. klasse efter ferien. Og især den ældste har for alvor knækket læsekoden.
Lige nu er han især begejstret for Peter Gotthardts bøger om Elvernes land i Carlsens De små stribede-serie. Der er alfer, eventyr og action. Alt hvad et barnehjerte kan begære. Og så er de tilpas komplicerede til, at barnet selv kan læse dem uden historien bliver for kedelig.
De er faktisk temmeligt spændende læsning.
Bliv klogere med spørgsmål og svar
I 2015 udgav Lars Henrik Aagaard, der er videnskabsjournalist hos Berlingske, bogen Hvor langt er der til verdens ende? 50 store spørgsmål til professoren.
Og det er netop essensen af bogen. 50 spørgsmål, som børn kan finde på at stille og som de færreste forældre har svar på. Men bogen har svarene klar. Til fornøjelse for både voksne og børn.
Der er bl.a. svar på spørgsmål som Hvor meget vand er der i havene?, Hvordan bliver man rig? og Hvorfor er himlen blå?
Så er du (eller dit barn) den videbegærlige type, så snup Lars Henrik Aagaards bog med på årets sommerferie.
Klassikeren – Ronja Røverdatter
Der er som regel en årsag til, at nogle bøger får status som klassikere. Og med Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter er det tydeligt, at den magiske fortælling om pigen, der fødes midt under tordenvejret, alle de sære væsner i skoven og kærlighedshistorien på sin vis er eviggyldig.
Vi har læst historien før. Og vi lytter også gerne til Sebastians sange om Ronja og Birk. Men det er også bare én af den slags historier, som vi vender tilbage til igen med jævne mellemrum.
Faktisk tror jeg, at hvis børnene skulle bestemme, så skulle vi igennem Ronja Røverdatter mindst et par gange hvert år.
Det var lidt inspiration og lidt tanker om vores børnebøger til denne sommer.
Hvilke børnebøger planlægger du/I at læse henover sommeren?
Peter Gotthardt: Elvernes land 2 – løven i skoven
Udgivet på Carlsen i 2014
Lars Henrik Aagaard: Hvor langt er der til verdens ende?
Udgivet af Berlingske Media Forlag/People’s Press 6. november 2015.
Astrid Lindgren: Ronja Røverdatter
Udgivet af forlaget Gyldendal.