På Teater Nordkraft i Aalborg har teaterchef Minna Johannesson iscenesat Georg Büchners Woyzeck i en højenergisk karnevalsudgave, der er mere fest end teater, men hvor melankolien hele tiden lurer under overfladen.
Dybest set er det en tragisk kærlighedshistorie. Fortællingen om soldaten Woyzeck, der fuldstændig har mistet sin frie vilje og lader alle andres behov – kaptajnens, doktorens, kæresten Maries – styre sit liv. Lige indtil han en dag får nok og gør en ende på det hele.
Den tyske forfatter Georg Büchner nåede aldrig at færdiggøre Woyzeck, før han i 1837 døde kun 23 år gammel. Til trods for det ufuldstændige manuskript og det faktum, at der skulle gå 40 år, før teksten forlod dødsboet og blev publiceret – og længere endnu, før stykket blev uropført – er det blandt de mest berømte værker fra romantikkens teaterperiode – ikke mindst fordi Büchner med værket skrev sig ud af romantikken og ind i en ny tidsalder.
Min anmeldelse af forestillingen kan læses i Information.
Tekstforlæg: Georg Büchner. Instruktør: Minna Johannesson. Scenograf: Mie Riis Christiansen. Lys: Mads Eckert Hermansen. Lyd: Jonas Hvid Brimer. Medvirkende: Laura Kold, Jakob Hannibal og Patrick Hansen. Musikere: Martin Ullits Dahl og Jimmy Nyborg.
Spiller på Teater Nordkraft til 2. juni.