I sidste uge vandt Sara Omar De Gyldne Laurbær for Skyggedanseren, der er en efterfølger til hendes roman Dødevaskeren. Og hvilken velfortjent hæder!
Da jeg læste Dødevaskeren, var jeg rørt og skræmt på samme tid. Men med Skyggedanseren har Omar skabt en om muligt endnu stærkere roman. Det er en særdeles gribende historie, som det er benhårdt at læse.
Faktisk er bogen nok noget af det vildeste, jeg har læst. Ikke blot fordi Sara Omar forstår at skrive og opbygge en historie med lige dele sprogligt talent og sans for at fortælle historier med enorm respekt for bogens karakterer.
Frmesk og alle hendes lidelser
Læseren møder igen pigen Frmesk i skiftende scener fra hendes barndom, hendes ungdom og hendes voksenliv. Vi hører flere detaljer om hendes barndom, om hvordan hendes kærlige bedsteforældre er hjælpeløse over for moskeens mænd – og om hvordan hun kommer til Europa.
Aldrig har jeg læst om et enkelt menneske, der bliver udsat for så mange svigt, så mange overgreb og så megen grusomhed. Og det er især den næsten nøgterne måde, Sara Omar fortæller om de forfærdelige overgreb på, der gør fortællingen stærk og rørende. Fantasien har grænser, der kun overgås af virkelighedens rædsler. Fortællingerne om Frmesk må have rod i virkeligheden. Sådanne historier kan ikke opdigtes…
Med sine fortællinger om Frmesk sætter Sara Omar fokus på et umenneskeligt, muslimsk samfund, hvor kvinder intet er værd, hvor mænd dominerer, hersker og misbruger, og hvor der ingen trøst er at finde noget sted. Heller ikke for de muslimske kvinder i Danmark…
Sara Omar: Skyggedanseren
Udgivet af Politikens forlag 6. december 2019