Alt er umuligt er titlen på årets afgangsforestilling for skuespillereleverne fra Den Danske Scenekunstskole. Den skulle have haft premiere i teatersalen i april, men blev som alt andet aflyst.
Nu er de på Aarhus Teater gået all in på det digitale format og lader de studerende livetransmittere forestillingen hver aften. Det skaber en nærværende og levende teateroplevelse, som rent faktisk føles som teater.
Der er ellers noget selvmodsigende i konceptet med digitalt teater. Teater er nærvær og fællesskab. En eller flere skuespillere, der spiller roller, mens publikum ser på, reagerer og sommetider (mere eller mindre frivilligt) interagerer. Når teatret går digitalt, kan skuespillerne ikke længere se og fornemme publikum. Og publikum kan ikke se hinanden eller mærke andres reaktioner. Dermed mistes en væsentlig del af teateroplevelsen. Men med Alt er umuligt virker det alligevel.
Alt er umuligt
Tekst: Nanna Cecilie Bang. Instruktør: Tue Biering. Med: Magnus Juhl Andersen, Anne Laybourn, Lasse Steen Jensen, Clara Josephine Manley og Patrick A. Hansen.
Spiller online til 30. maj.