Bibelen må være det ultimative bevis på, at en god bog ikke ældes. Men at nogle historier bare lever videre og videre gennem generationer.
Derfor er det egentlig ikke så underligt, at makkerparret Ida Jessen og Hanne Bartholin har valgt at skabe en bog med kendte historier fra Bibelen, som her er genfortalt og illustreret i en temmelig fin indpakning omkranset af Nanna Arnfreds grafik.
Bibelhistorier og bibelbilleder
Bogen, der ganske enkelt hedder Bibelhistorier, er en ordentlig moppedreng. I et stort format med 318 sider indeholder den 29 fortællinger fra Bibelen; 14 fra Det Gamle Testamente og 15 fra Det Nye Testamente.
Ida Jessens sprog er som altid fint, flydende og let at læse. Hanne Bartholins tegninger kan man kun elske. Og i denne bog får både tekst og illustrationer al den plads, de fortjener.
Der er tekstunge sider med masser af ord, hvor illustrationen i baggrunden bliver sekundær. Men der er også sider helt uden tekst, hvor billederne får lov til at tale deres eget sprog.
Opsætningen af teksten er i sig selv et lille mesterværk. Den former sig efter billederne. Eller efter handlingen. Efter ordene. Mens læsbarheden hele tiden bevares. Det er meget elegant udført.
Grafikken som prikken over i’et
Udvalget af fortællinger og tilgangen er fin. Og det kunne som sådan i sig selv have skabt en fin, ny udgave af bibelfortællingerne. Men det er i denne bog især grafikken, der giver Bibelhistorier et ekstra touch.
Som prikken over i’et rammer grafikken fortællinger og billeder ind og skaber en rød tråd gennem hele bogen. Fra første til sidste opslag er den sort/hvide grafik markant.
Jeg har personligt altid været vild med fortællingerne fra Bibelen. Især fra Det Gamle Testamente. Og det samme gælder mine børn.
Så vi læser altid begejstret med på nye udgaver af testamenterne. Især de mere børnevenlige, illustrerede af slagsen. Og Bibelhistorier er ingen undtagelse.
Ida Jessen: Bibelhistorier
Illustreret af Hanne Bartholin.
Udgivet på Bibelselskabets Forlag 12. maj 2016.