Jeg har en forkærlighed for mennesker, der kan fatte sig i korthed. Både når det gælder bøger, film og teater. Ikke at det SKAL være kort altid. Bare det ikke er gjort længere end højest nødvendigt.
Energisk soloforestilling
Og en lille kort forestilling er netop, hvad der spiller på Katapult i Aarhus disse dage. Love Loop – Director’s Cut er Mille Maria Dalsgaards soloforestilling om afhængighed og kærlighedsforholdet til det sociale medie, Facebook.
Det lyder måske lidt sært. Og det er det også. Men det er også morsomt, tankevækkende og god underholdning i en lille times tid.
#SMACS
Mille Maria Dalsgaard byder allerede publikum velkommen på gangen uden for scenerummet. Rammefortællingen er et live-show, hvor publikum spiler publikum.
Vi er til The Social Media Addicts Charity Show eller bare #smacs (hvis du nu vil dele det på de sociale medier).
Mille er værten og Mille er den også den case, der fremstilles i showet. Mille, der er afhængig og nærmest besat af kæresten Franz-Bent. Forkortet FB.
“Han er bare så tydelig i sit udtryk og meget, meget ærlig!”
Teknologi og intimitet
Mille Maria Dalsgaard spiller både til publikum og til forskellige kameraer på scenen, som projicerer hendes billede direkte op på et lærred bag hende.
Skærme drager blikke. Så man som publikum indimellem glemmer at se på det rigtige menneske lige foran sig, og i stedet følger personen på skærmen.
“Jalousi og misundelse er en vildt god følelse, når den ligger hos modparten…”
Mille er alt for meget. Både på scenen og på skærmen. For meget lilla øjenskygge. For meget pink læbestift. Alt for tæt på. Alt for intim. Alt for sensuel i sine fortællinger om mødet med Franz-Bent. Kort sagt bare FOR MEGET.
Og netop samspillet mellem det alt for intime, alt for meget og distanceringen via skærmene og teknologien understreger forestillingens tema. Besættelsen af opmærksomheden på sociale medier. Selviscenesættelsen i højeste potens.
“Jeg vil sgu da også ses!”
Kort forestilling, kort spilleperiode
Love Loop – Director’s Cut er en fin lille forestilling. God underholdning i en lidt anderledes indpakning. Med masser af energi og sjove påfund.
Det er en gæsteforestilling fra Sydhavn Teater, så du skal ikke vente for længe, før du smutter forbi Godsbanen og ser den.
Love Loop – director’s cut spiller på Teater Katapult frem til 1. april.
Spiller også 1. april ? På Katapult
Hej Torben. Tak. Det får jeg lige rettet. Der står bare 31. marts på forsiden på Katapult. Men nu står det rigtigt her også. Kh. Trine