Midgårds beskyttere 1+2

midgårds beskyttere børnebog fantasy
[Anmeldereksemplarer]

Jeg har allerede ofte nævnt, at jeg er stor fan af bøger, der på en eller anden vis omhandler nordisk mytologi. Og bøger om vikingetiden. Derfor kastede jeg mig også med begejstring ud i læsningen af Tanja Bisgaards serie om Midgårds beskyttere.

Nordisk mytologi til børn

Midgårds beskyttere består indtil videre af to bind, men tredje bind er lige på trapperne og det fjerde udkommer til foråret. Den første bog hedder Vølvens spådom og bog nummer to Lokes list. Bøgerne er skrevet til børn fra ca. 9-10 år. Men uanset hvor meget jeg gerne ville, så synes jeg desværre ikke rigtigt, at de fungerer.

I Vølvens spådom møder vi de to børn Erik og Astrid, der begge lever i vores nutid i henholdsvis Danmark og Norge. Pludselig en dag bliver de uden varsel transporteret tilbage i tiden.

De møder hinanden i vikingetidens Nidaros i Norge. Det, der engang bliver kaldt Trondheim. Og her fortæller en troldkvinde dem, at de er udvalgt til at være Midgårds beskyttere, der skal hjælpe med at forhindre Ragnarok.

Vi følger gennem de to bøger børnenes rejse gennem Norge til Danmark, hvor de skal stoppe en forestående krig mellem to konger.

Men selvom det kan lyde interessant, så bliver fortællingen aldrig rigtigt spændende. Bøgerne er egentlig velskrevne, men de savner noget action og fremdrift. Den første bog er næsten slut, før noget, der for alvor er spændende, dukker op. Og det er lidt længe at vente.

Fin idé, der bare ikke helt fungerer

Selvom bøgerne bestemt bygger på en god idé, så er de begge præget af lidt for omstændige beskrivelser, der suger livet ud af fortællingen. Og det er en skam.

Begge bøger afsluttes med samme informationsmættede efterskrift, hvor læseren kan få en masse viden om årstal, navne og fakta fra vikingetiden. Det bliver næsten for kompakt efter læsningen. Og jeg undres lidt over, at det er præcis samme informationer, der følger sidst i begge bøger.

Jeg skal ikke afvise, at der vil være børn, som finder bøgerne om Midgårds beskyttere spændende. Personligt tænker jeg bare, at der er så mange andre virkeligt velskrevne bøger på markedet, at disse ikke vil ende blandt favoritterne.

T.R. Bisgaard: Midgårds beskyttere – Vølvens spådom + Lokes list
Udgivet af forlaget Calibat

Du kan læse mere om bøgerne her.