[Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget]
John Chr. Jørgensen har skrevet en særdeles interessant bog, der handler om perfide portrætter og de etiske problematikker, der kan opstå i kulturjournalistikken.
Perfide portrætter består af historiske nedslag og mere nutidige eksempler, hvor der er opstået uoverensstemmelser eller deciderede stridigheder mellem en journalist og læserne eller det emne eller den person, han/hun har skrevet om.
Historiefortælling i eget perspektiv
Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik er den fulde titel. Ikke så mundret, men dog meget sigende.
Og John Chr. Jørgensens bog er også både velskrevet, veldokumenteret og bestemt interessant læsning. Især for én, der som jeg, bl.a. lever af at være kulturjournalist og anmelde andres værker.
»Der kan f.eks. være forventninger, der er knyttet til bestemte tekstgenrer. Af en nyhedsartikel forventer man nøjagtighed. Af en anmeldelse forventer man en begrundet vurdering osv.«
Sådan forklarer forfatteren indledningsvist én af årsagerne til de opståede problemer. Når journalisten ikke holder sig inden for rammen af sin genre, men derimod gør noget uventet eller måske endda uetisk. Eller hvis journalisten er bevidst ondskabfuld – altså perfid – i sin portrættering.
John Chr. Jørgensen bringer bogen igennem en lang række eksempler på de problemer, der er opstået gennem tiden. Som cases i nyere tid bruger han en del sager, hvor tidligere kolleger fra Politiken mv. er indblandede. Og det fungerer ret godt med denne form for historiefortælling, hvor forfatteren ikke kun har researchet, men også har haft en personlig relation til involverede parter.
Ulækker post og pædofilianklager
Og der må siges at være nogle ret vilde eksempler iblandt. F.eks. kom Lise Nørgaard i modvind og modtog et brev med lort med posten, fordi hendes reportage fra det dansk/græske royale bryllup i Athen ikke var rosenrød, som læserne havde forventet.
En anden virkelig hardcore sag, som John Chr. Jørgensen trækker frem i lyset, var mellem forfatter Michael Larsen og anmelder Lars Handesten.
Michael Larsen havde klaget til Pressenævnets over Handestens negative anmeldelse af Larsens roman – og i særdeleshed en spydig kommentar om Larsens antisemitisme – men fået sagen afvist.
Det førte til, at Larsen på sin blog skrev et indlæg med overskriften ‘Lars Handesten er pædofil’, for at demonstrere, at der ingen konsekvenser var ved den form for ubegrundede anklager.
Her kan man virkelig tale om perfide handlinger. Og overraskende nok i dette tilfælde med kunstneren og ikke kulturjournalisten som afsender.
Anmelderens rolle
Netop stridighederne mellem anmelder og kunstner, som John Chr. Jørgensen ser nærmere på i kapitlet ‘Den krænkende ære’, fandt jeg personligt interessant.
Her er det udelukkende sager om stridigheder mellem anmeldere og anmeldte (som regel kunstnere), der gennemgås.
John Chr. Jørgensen kommer med forskellige historiske eksempler, der får mig til at prise mig lykkelig for, at vi lever i et samfund, hvor splid mellem anmelder og anmeldte som regel løses af Pressenævnets afgørelser og ikke via dueller, som det åbenbart skete tidligere. Bl.a. mellem skuespiller Robert Schyberg og kritikeren Edward Brandes i 1900.
For mig ligger altid mange overvejelser bag en avisanmeldelse. Især når dommen overordnet set ender med at være negativ. Og selvom jeg da også somme tider er kommet i modvind på grund af min kritik, så har det dog indtil videre holdt sig til dialog eller småspydige kommentarer om emnet.
Uanset om du har et særligt forhold til kulturjournalistik eller ej, så er John Chr. Jørgensens bog både velskrevet og særdeles underholdende læsning. Forfatteren gør sig nogle etiske overvejelser, men forsøger ikke at komme med endegyldige løsninger. Og det fungerer virkelig fint.
John Chr. Jørgensen: Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik
Udgivet af Forlaget Spring 30. oktober 2018