Pia Marcussens To er den syvende forestilling i rækken fra Opgang2 Turnéteater, som får premiere på Stiklingen på Aarhus Teater.
Det er en lille kort forestilling om venskab og alt det usagte, der lurer under overfladen. Med tyk symbolik og vigtige tematikker, der desværre ikke helt forløses på scenen.
To unge mænd og en gedde
To handler om de to unge mænd Bo (Henrik Blauner Clausen) og Nadim (Mo Chara), der mødes for at fiske. De er barndomsvenner og kender både hinanden og hinandens familier godt. Men der er alligevel (tydeligvis) en masse usagte ting imellem dem.
De to unge mænd på scenen suppleres af operasanger Jesper Brun-Jensen i en noget atypisk rolle som kombineret fortæller og gedde. Den gedde, de to drømmer om at fange.
Mens Nadim befinder sig i limbo mellem skole- og arbejdslivet med fantasier om selvstændigt virke som IT-ekspert, er Bo gået militærvejen. Han er hurtigt avanceret og forude venter hans første udsendelse.
De to dyrker en machokultur, hvor »tøs« er det ultimative skældsord og hvor blot tanken om mund-til-mund-metoden trigger opkastreflekser i overdreven grad.
En overdrivelse, der naturligvis skal dække over noget andet, noget usagt. Et oplagt tema om seksualitet, der i denne forestilling overskygges lidt af fisketuren, snakken om krig og den overdrevne symbolik med gedden, der som et uhyre lurer under overfladen og truer med at forstyrre freden.
Træstammer, vandplanter og store temaer
Ingeline Lautrup Holsteen Jessens scenografi er enkel. Høje træstammer forvandler sig til svagt lysende vandplanter, når mørket fylder scenerummet og gedden træder frem. Og den ujævne overflade på søens bund, hvor gedden gemmer sig og venter på sit bytte bliver til store træstubbe langs søbredden, hvorfra de to drenge fisker, når lyset igen tændes.
Stemningsskiftene er markante. Og især brugen af Jesper Brun-Jensens dybe, bløde stemme – både som fortæller og i hans sang – bidrager med et ekstra, interessant lag til hele forestillingen. Operasangerens dramatiske effekt og udtryk giver et nyt og anderledes pust til ungdomsteatret.
I det hele taget fungerer både scenografi, lys og lyd virkelig fint. Og der er heller ikke noget at udsætte på skuespilpræstationerne i To. Men alligevel er det som om forestillingen ikke rigtigt formår at udleve sit potentiale.
Pia Marcussen har både skrevet og instrueret forestillingen, som til allersidst tager hul på det tema, der – som gedden – har luret under overfladen helt fra start. Men det følges ikke op, der tages ikke stilling. Og det er en skam.
I mine øjne lægges der for meget op til, at den enkelte unge tilskuer selv skal tænke videre. Selv tage stilling. Alene eller sammen med sine klassekammerater. Og det er fint nok. Men hvis der ikke åbnes for debat, så forbliver det hele skjult under overfladen.
To
Manus og instruktion: Pia Marcussen. Scenograf: Ingeline Lautrup Holsteen Jessen. Musik: Eskild Sohn. Lys: Anders Kjems. Med: Mo Chara, Henrik Blauner Clausen og Jesper Brun-Jensen.
Spiller på Stiklingen på Aarhus Teater til 30. marts.