I Hans Henriksens version af Et dukkehjem på Aalborg Teater er Nora arketypen af en moderne pyntehustru. Hun er blogger og influencer – og naturligvis toppen af kransekagen i Helmers minimalistiske dukkehjem.
Farvestrålende Nora
Nanna Skaarup Voss er intens som den moderne Nora. Skinger, insisterende, nærgående, bevidst sensuel og manipulerende. Hun gnasker hæmningsløst små macarons fra en stor, hvid bageræske, mens hun åbenlyst løgnagtigt erklærer overfor sin mand, at hun bestemt ikke har været forbi bageren.
I Nicolai Spangaas sterile, hvide scenografi, der forestiller dagligstuen i Helmer-parrets stilfulde, nyrige hjem, er Nora det eneste virkeligt farverige indslag.
Hun er konsekvent iklædt tårnhøje hæle og sexet tøj i barnligt forenklede farvevalg fra postkasserød over knaldgul til enhver prinsesses lyserøde tyldrøm. Farver, der medvirker til at understrege hendes overgang fra barn til voksen – fra umyndiggjort til selvstændig – da hun til sidst ifører sig sorte bukser, hvid skjorte og praktiske, flade sko. For derefter at forlade sin mand, sit hjem og sine børn for at finde sig selv.
Angstanfald og teknologi
I det moderne dukkehjem er der ikke traditionel brevpost eller lange aftenener med syarbejde. Den moderne teknologi med sms’er, mails og blogging har gjort sit indtog i det Ibsenske univers. Og det fungerer overraskende fint.
Også i det rent scenetekniske fungerer teknologien. Nanna Skaarup Voss træder indimellem om bag scenografien. Her på bagscenen kan publikum på samme tid se hende gennem det halvgennemsigtige scenetæppe, og se hendes ansigt i enorm størrelse projiceret på samme bagtæppe.
Således gør instruktør Hans Henriksen det muligt at skabe en distance ved at rykke Nora ud af stuen, men på samme tid lade publikum se hende helt tæt på. I den brutale close-up kan vi se de mindste ansigtstræk og følelsesudtryk i hendes ansigt. Og Nanna Skaarup Voss spiller virkeligt fint på alle tangenterne i denne mulighed.
Nora er med egne ord influencer. Den moderne kvindes hedeste drøm om at være firstmover og kunne påvirke andre via sociale medier. Men med dette liv følger også alt presset. Da Nora flipper helt ud – i sit forsøg på at holde sin mand fra at læse Krogstads besked – forklarer Ferdinand Falsen Hiis’ Thorvald Helmer det for sin bedste ven, Dr. Rank, som et angstanfald.
To gange Ibsen i det nordjyske
Henrik Ibsens fortælling er en klassiker, der ofte dukker op. Men at den har premiere på begge de to store nordjyske scener inden for en måned, er alligevel lidt af en bedrift. De to selvstændige opsætninger giver publikum en unik mulighed for at sammeligne og opleve to vidt forskellige fortolkninger af Ibsens tekst.
Hvor Kaspar Rostrup på Vendsyssel Teater er gået all in på klassikeren og det rene, Ibsenske udtryk, har Hans Henriksen på Aalborg Teater trukket historien ind i det 21. århundrede i en moderniseret – men ikke mindre interessant – udgave.
Kathrine Høj Andersens Fru Linde og Martin Ringsmoses Krogstad er de karakterer, der minder mest om Ibsens oprindelige. Selvom de med deres fællesskab i de sammenkrøbne kropsholdninger ikke helt ligner noget, vi har set før.
Selvom Et dukkehjem i Aalborg er væsensforskellig fra den Vendsyssel-udgave, som jeg var så begejstret for, så sniger Aalborg Teaters udgave sig næsten helt op på siden af den.
Et dukkehjem.
Tekst: Henrik Ibsen. Oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led. Instruktør: Hans Henriksen. Scenograf: Nicolai Spangaa. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Aske Bergenhammer Hoeg. Med: Nanna Skaarup Voss, Ferdinand Falsen Hiis, Martin Ringsmose, Stanley Bakar, Kathrine Høj Andersen og Clara Edelskov.
Spiller på Aalborg Teater til 2. april.