[Pressebillet fra Vendsyssel Teater]
Henrik Ibsens Et dukkehjem er noget nær det ypperste, når vi taler om klassikere inden for dramatik. Kontroversiel i sin tid med en fortælling, der stadig vækker følelser til live hos publikum den dag i dag. Selvom verden menes at være markant anderledes nu end for 140 år siden, da stykket blev skrevet.
Og der var overraskende mange følelser til stede i den store, runde sal på Vendsyssel Teater. Jeg havde faktisk ikke forventet at blive revet så meget med af en forestilling, som jeg kendte ud og ind på forhånd. Og alligevel var det som om Ibsens tekst åbenbarede sig på en helt ny måde.
Trofæhustruen og fortidens skikkelser
Et Dukkehjem er fortællingen om et ægtepar, der bliver indhentet af fortiden og opdager, at deres forhold slet ikke er, som de troede.
Martin Hestbæk er den patriarkalske, selvhøjtidelige ægtemand Thorvald Helmer, der er på vej mod sin karrieres hidtidige højdepunkt med en stilling som bankdirektør. Sofie Topp-Duus er hans noget yngre og på overfladen ganske ubekymrede hustru Nora, der elsker at købe ind og som et barn plager sin mand om flere lommepenge.
Men under den polerede overflade lurer en hemmelighed fra fortiden. En handling foretaget af den unge Nora, der i sin naivitet slet ikke forstår, hvilke konsekvenser hendes handlinger kan få.
Nora er den perfekte trofæhustru. Som en porcelænsfigur, der kan vises frem eller et artigt barn, der kan gøre kunstner og optræde efter behag.
Omkring de to færdes dagligt hushjælpen Anne-Marie (Susanne Heinrich) og parrets trofaste husven Dr. Rank, der i Søren Hauch-Fausbølls skikkelse bringer lige dele alvor og glæde ind i hjemmet. En munter sørgmodighed, der understreges af hans kostume til maskeradeballet, hvor han på passende vis er klædt ud som en hvid klovn.
Netop som vi træder ind i fortællingen dukker også to skikkelser fra fortiden op. Jette Sophie Sievertsen som Noras livserfarne barndomsveninde Fru Linde, der har mødt modstand livet igennem og nu søger arbejde i byen.
Kort efter hende dukker Preben Kristensen op i rollen som sagfører Krogstad, der har ærinder hos såvel husets herre som frue. Han er formidabel i sit udtryk, og som han træder ind på scenen, udstråler han en isnende kulde, der – før han overhovedet åbner munden – sender et gys gennem såvel publikum som den unge Nora, der står foran ham.
En anden verden, et andet sted
På Vendsyssel Teater har Kaspar Rostrup valgt en enkel og på sin vis meget traditionel opsætning af Et dukkehjem. Det er modigt gjort i en tid, hvor klassikere som regel får et tvist eller en opdatering for at sikre deres relevans i en moderne verden.
Der er ikke noget nutidigt over scenografi, påklædning eller sprog. Vi er tilbage i slutningen af 1800-tallet. Både i Stine Martinsens enkle scenografi med de få polstrede stole og mørke, lakerede træmøbler og i de lange, tækkelige skørter og nydelige snørrestøvler, som Nora er iklædt.
Der er skruet ned for de moderne teatereffekter, der kun titter frem, når den brændende ild i kakkelovnen blusser op eller når lyset på scenen gradvist slukkes af fortidens skygge, der tavst vandrer over scenen i skikkelse af en kutteklædt mand med en drejelire i hænderne.
Et dukkehjem viser et samfund domineret af mænd, hvor kvinder skal pynte og parere ordrer. Nogle vil måske mene, at det stadig er sådan visse steder. Bevares. Men det smukke i Kaspar Rostrups iscenesættelse er, at han får Ibsens tekst (og hvilken tekst!) til at stå lysende klart frem. Ordene bliver tydeligere end jeg nogensinde før har oplevet dem. De bliver på forunderlig vis skærende relevante. Selv her 140 år efter, Ibsen nedfældede dem.
Personerne foran os har noget på spil. Noget ægte og dybtfølt. Og da Nora mod slutningen forventer at opleve det »ufatteligt vidunderlige«, så håber jeg, det vil ske. Også selvom jeg kender ordene på forhånd og ved, at hun bliver skuffet. Det er ganske enkelt en helt vidunderlig teateroplevelse.
Hvis jeg havde brugt at uddele stjerner, skulle denne opsætning af Et dukkehjem så afgjort have haft pladen fuld!
Et dukkehjem
Tekst: Henrik Ibsen. Instruktør: Kaspar Rostrup. Scenograf: Stine Martinsen. Lys: Anders Rudolf Andersen. Medvirkende: Sofie Topp-Duus, Martin Hestbæk, Søren Hauch-Fausbøll, Preben Kristensen, Jette Sophie Sievertsen, Susanne Heinrich og Nicolai Størup Gregersen.
Spiller på Vendsyssel Teater til 20. marts.