Jeg er en blå tiger. Jeg er en grøn fe. Jeg er helt forvirret. Og jeg er alligevel svært begejstret for Line-Maria Långs roman Blå tiger.
Hun og jeg
Sproget og formen i denne roman er en historie for sig. Kommaer bliver der ikke brugt mange af, hvilket jeg (med mine korrekturlæserøjne) lige skulle indstille mig på.
Men det er også noget virkelig fint ved formen, som understreger karakteren og mennesket i fortællingen: Pigen og kvinden, Timian.
Timian er lidt ud over det sædvanlige. Det står klart fra første færd. Men på hvilken måde hun er anderledes er mere usikkert.
Hun oplever verden stærkere. Hun sanser og føler alle andre menneskers glæder og smerter. Hun mærker måske endda også de ikke levende ting.
Fortællingen skifter muntert mellem 1. og 3. person i formen. Det går op for læseren, at Timian fortæller historien både som jeg-fortæller og om sig selv i tredje person.
Hun hopper fluks frem og tilbage på tidslinjen mellem barndommen i et kollektiv i Sverige og en nutid som handicaphjælper, veninde og kæreste. Og alligevel er der også en kronologisk fremadskriden i den nutidige beretning. En personlig udvikling (eller afvikling) sat i gang af en tilfældig mands selvmord.
Velformuleret, syret læsning
En blå tiger er et unikum. Én, der ikke er som alle andre. Det er i hvert fald, hvad Timian har lært.
»Som barn var jeg bange for høje lyde, allergisk over for parfume og sol, alt det vi alle sammen lige så godt kunne være, en ægte pandaunge, en kanariefugl i en mine, sagde far.
Åh, hvor de elskede mig!«
Hun bør sætte pris på, at hun er en blå tiger. Og det gør hun til en start, mens hun bor i kollektivet. Men da familien rykker til København og en almindelig skole bliver det svært.
Når man er barn og ikke passer ind, søger man en løsning. Derfor har Timian skabt sit eget sindrige notesystem, der husker hende på, hvordan hun forventes at opføre sig i alverdens forskellige situationer. Men hvert eneste kladdehæfte med noter starter med sætningen »Husk du er en blå tiger«.
Sådan klarer hun sig gennem tilværelsen. Lige indtil det føromtalte selvmord og en deraf følgende episode, som hiver den blå tiger op til overfladen igen. Og da den blå tiger først dukker op, kommer den hurtigt ud af kontrol.
Umiskendeligt Långsk
Line-Maria Lång har en helt særlig og ret unik måde at fortælle på.
Jeg var begejstret for novellesamlingen Rottekonge (jeg skrev om den her). Jeg var på samme tid frastødt og fascineret efter at have læst Artiskokhjerte (se her). Men med Blå Tiger når Line-Maria Lång et helt nyt niveau. I min verden er det ret fabelagtigt. Om end jeg stadig ikke helt ved, hvad jeg skal tænke om slutningen.
Der er noget umiskendeligt over formen, der mimer Långs øvrige bøger, selvom de iøvrigt ikke har meget til fælles hvad angår selve historien.
Blå tiger består af uforståelige, alternative virkelighedsfortællinger. Uden sammenhæng og alligevel helt kronologiske med en klar genkendelighed.
Langsomt går det op for læseren, at hele historien er utroværdig, netop fordi den kun fortælles af Timian selv. For hvordan oplever et sygt sind verden? Og er hun syg eller er det alle omkring hende, der ikke ser sandheden?
Hun er Timian. Hun er en grøn fe. Hun er en blå tiger. Hun er både jeg og en anden. Det er op til læseren at tolke og forstå den virkelighed, Timian oplever.
Blå tiger er den slags bog, som man bliver suget helt ind i og let kommer til at læse alt for hurtigt. Jeg måtte indlægge tvangspauser på flere dage i læsningen for at strække oplevelsen mest mulig og have tid til at overveje den lidt undervejs.
Line-Maria Lång: Blå tiger
Udgivet af Rosinante 7. september 2018