Julelæsning til skolebørn

julehistorier til børn børnebog julebøger

Da jeg først havde kastet mig ud i at gennemtrevle biblioteket for gode julehistorier til børn, kunne jeg ikke helt begrænse mig. Så derfor har jeg her lavet et ekstra indlæg, som fokuserer på julelæsning til skolebørnene.

Hvis du har små børn, så kan du med fordel hoppe over til mit indlæg her, der handler om gode julehistorier for de yngre børn.

julehistorier kenneth bøgh andersen bog

Ny bog fra Kenneth Bøgh Andersen

Jeg har tidligere anbefalet Juleønsket af Kenneth Bøgh Andersen. Du finder indlægget her.

Og i år har forlaget udgivet endnu en bog i samme univers, nemlig Jagten på julemandens latter.

I løbet af de 13 kapitler kommer vi igennem en hæsblæsende historie med de to nisser Skjalte og Loppe i rollerne som heltene, der skal finde julemandens latter. For hvad er julen uden julemandens karakteristiske Ho ho ho?

Som i den første bog er Kenneth Bøgh Andersens søde historie ledsaget af Sussi Bechs farvemættede og fine illustrationer.

Super hyggelig julelæsning for hele familien. Den kan enten bruges som højtlæsning, men niveauet er heller ikke sværere end at børn i slutningen af indskolingen kan læse den selv. Måske som decemberlæsebog.

julehistorier kenneth bøgh andersen bog

Kenneth Bøgh Andersen: Jagten på julemandens latter
Udgivet af Høst og Søn 5. oktober 2018.

Du kan læse mere her.

 

julehistorier letlæsning børnebog et juleeventyr

Klassiker fra Dickens

Det er svært at komme uden om Charles Dickens’ Et juleeventyr, når vi taler om de gode julehistorier. Og da jeg for nylig så en opsætning af bogen på Aalborg Teater (du kan læse om den her), fik jeg lyst til at genlæse den klassiske historie.

Den gamle, gnavne gnier Scrooge lever et ensomt liv kun med tanke på penge. Indtil en juleaften hvor genfærdet af hans kompagnon dukker op og sætter gang i en nat, der ændrer Scrooges liv markant.

Et juleeventyr er en rigtig julefortælling med spænding, julestemning og happy end. Og det er ikke uden grund, at fortællingen er blevet en sand klassiker.

Du kan jo enten vælge at læse historien højt som en del af decemberhyggen, men ellers findes bogen faktisk også i denne, fine læs-selv-version udgivet af Flachs. En sværhedsgrad, der passer til børn i 2.-5. klasse alt efter læsefærdigheder.

Uanset hvilken version du vælger, så er det bare en god og hjertevarm fortælling.

julehistorier letlæsning børnebog et juleeventyr

Charles Dickens: Et juleeventyr
Denne udgave er udgivet af Forlaget Flachs 24. september 2018

Du kan se mere om læs-selv-udgaven her.

 

julehistorier julebestiariet cobolt

Bødkers jule(u)hygge

Julebestiariet er en ægte julekalenderbog med 24 afsnit. Men det er ikke de søde, fine historier, som Benni Bødker her serverer. Tværtimod er det 24 kapitler om monstre, der har relation til julemåneden.

Fra de uskadelige som de drilagtige islandske julesvende og den polske Gwiazdor, der måske er julemanden til de mere farlige som den tyske Krampus, der med sit dæmoniske udseende hærger i julenætterne og den danske Glosoen, der med sin savtakkede ryg vil flække dig midtover.

Bogen er illustreret af John Kenn Mortensen, der altså kan noget helt særligt, når der drejer sig om dystre tegninger og stemningsfulde streger. Og for at understregen seriøsiteten, er hver beskrivelse i bogen ledsaget af en angivelse af udbredelse, signalement og fareklasse.

Det er jo godt at vide både hvordan julemonstrene ser ud og hvor de kan træffes.

julehistorier julebestiariet cobolt

Benni Bødker: Julebestiariet
Udgivet af forlaget Cobolt 13. oktober 2017

Du kan læse mere om bogen her.

 

En tanke om “Julelæsning til skolebørn

Der er lukket for kommentarer.