Murakamis magiske univers

Her kommer en indrømmelse: Jeg er vild med Haruki Murakami. Altså ikke manden. Men med det univers han præsenterer i sine bøger.

Haruki Murakami Mænd uden kvinder Forlaget Klim kulturmor
Under det forgyldte smudsomslag på “Mænd uden kvinder” gemmer sig en helt enkel, sort bog med en præget bille.

Den japanske forfatter Haruki Murakami har en solid fanskare i Danmark – ikke mindst takket være romanen Trækopfuglens krønike, der blev hans helt store internationale gennembrud.

Haruki Murakami Trækopfuglens krønike forside kulturmor

Jeg var selv lidt langsom i optrækket og kom på ingen måde med på hverken den første eller den næste bølge af Murakami-begejstring. Faktisk har jeg endnu til gode at få læst Trækopfuglens krønike. 

Haruki Murakami 1Q84 forside Kulturmor

Men en dag for nogle år tilbage tog jeg mig sammen og kastede mig over 1Q84. Og så var jeg solgt.

Magisk realisme eller bare magisk?

Jeg har altid elsket den magiske realisme, som især er kendetegnende for latinamerikanske forfattere som Gabriel Garcia Marquez og Isabel Allende. Og jeg genfandt lidt af den samme følelse hos Murakami. Selvom den her har et ganske andet udtryk.

Haruki Murakami Kafka på Stranden forside kulturmor

I Murakamis univers kan det meste ske. Også det, du slet ikke kan forestille dig. Eller det, du aldrig kommer til at forstå. I bøger som 1Q84 eller Kafka på stranden sker der gang efter gang noget, som egentlig ingen mening giver, men som alligevel passer ind og godtages af læseren.

Murakami kombinerer det overnaturlige med en troværdig, realistisk fortælling. Det er helt almindelige (japanske) hverdagsscenarier og fortællinger, Murakami leverer. Og alligevel kan helt groteske ting finde sted.

Læseren efterlades med massevis af uafklarede spørgsmål om romanpersonernes før, nu og senere. Løse ender og uudtalte følelser og forhold er mere reglen end undtagelsen.

Haruki Murakami Mænd uden kvinder forside KulturmorFor godt et par år siden udkom Murakamis novellesamling, Mænd uden kvinder på dansk. 7 noveller om mænd, som er – ja – uden kvinder på den ene eller anden vis. Jeg skrev en anmeldelse af bogen på KultuNaut, som du kan læse lige her.

 

Der er noget fantastisk, nærmest eventyrligt over Murakamis univers. Så har du endnu ikke stiftet bekendtskab med den japanske forfatter, så er hans bøger klart anbefalelsesværdige.

Forlaget Klim - Haruki Murakami - FOLKVER PER

 

Du kan se meget mere om Haruki Murakami og hans bøger (de danske udgaver) på forlaget Klims hjemmeside.