Opera og eventyr i børnehøjde

[Sponsoreret / pressebillet]

jyske opera børneopera anmeldelse kulturmor

Hug en hæl og klip en tå er en del af GrowOP! Festival (den jeg omtalte her). Og i går eftermiddag tog jeg min 7-årige datter i hånden og var forbi for at opleve forestillingen på Bora Bora i Aarhus.

Det var første gang nogensinde, at min datter skulle høre opera. Hun havde gjort sig mange forestillinger på forhånd om, hvordan det ville lyde. Hun havde mildest talt glædet sig meget til oplevelsen og hun blev ikke skuffet.

Hug en hæl og klip en tå

Som titlen nok så fint afslører, så er der en sammenhæng mellem forestillingen Hug en hæl og klip en tå og eventyret om Askepot. Men det er ikke samme fortælling.

I Hug en hæl og klip en tå møder vi en lille familie bestående af mor, Madame Tulle og de tre døtre, Trille, Trunte og Tanne.

Madame Tulle ønsker om, at de to ældste piger skal udleve hendes drøm og blive operasangerinder, mens hun mener, at Tanne ikke har det, der skal til for at optræde.

Men det viser sig naturligvis, at de tre piger har helt andre håb og drømme for fremtiden. Drømme, som de til slut – i bedste eventyrstil – vælger at følge.

hug en hæl og klip en tå børneteater anmeldelse kulturmor
Bolette Bruno Hansen som Madame Tulle er på samme tid streng og morsom i Den Jyske Operas ‘Hug en hæl og klip en tå’. Foto: Kåre Viemose.

Rossinis Askepot

Musikken i Hug en hæl og klip en tå består bl.a. uddrag fra Rossinis opera om Askepot. Netop den opera, som Tanne drømmer om at spille titelrollen i.

Den spilles på harmonika af Branko Djordjevic, der også har stået for musikalsk arrangement til hele forestillingen.

Børnene i salen kan se musikeren. Han sidder lige foran scenografien. Og der er fra start til slut fokus på at introducere børnene til opera. Faktisk byder Bolette Bruno Hansen i Madame Tulles klæder børnene velkommen før start. Hun fortæller dem, hvad de skal se, hvad musikeren hedder og taler om eventyret om Askepot, som handlingen bygger på.

Det er en meget fin indramning af forestillingen, hvor børn – og publikum i det hele taget – bliver taget i hånden og – for de fleste vedkommende – præsenteres for opera for første gang.

Eventyrligt univers med fokus på detaljerne

Der er kælet for detaljerne i Gøje Rostrups scenografi, der ligner en fin, gammel stue eller soveværelse med en dobbelt køjeseng bagerst.

Vi har knap nok sat os til rette i stolene før børnene omkring begynder at kommentere små detaljer i scenografien: Det næsten Dalí-agtige, skæve ur på bagvæggen, de store sløjfer på sengen og billederne på væggen.

Og da forestillingen går i gang får ikke bare de kvindelige sangere børnenes opmærksomhed. Hele lyssætningen og måden lyset ændres i Ib Asps opsætning bliver genstand for en del fokus og kommentarer. Og det samme gælder i høj grad de komiske parykker, som Trunte og Trille ifører sig.

Hug en hæl og klip en tå er så afgjort en helhedsoplevelse i børnehøjde. I en fin lille fortælling underholder Den Jyske Opera børnene i knap en times tid. Helt tilpas længde for børnene i aldersgruppen på 5-9 år.

Birthe Bonde Niilonen har i sin instruktion holdt fortællingen i en let og humoristisk tone, som indimellem endda fremkalder spontane latterudbrud blandt børnene. Netop den type førstegangsoplevelse, som man kunne ønske sig.

Jeg har allerede nævnt det, men jeg er ret vild med hele konceptet bag GrowOP! Festival. Og det ser ud til, at det også fungerer upåklageligt i praksis.

 

jyske opera børneopera anmeldelse kulturmor

Hug en hæl og klip en tå. Den Jyske Opera. Medvirkende: Bolette Bruno Hansen, Hanne Hohwü Houmøller, Sine Algreen Møller og Eline Denice Risager. Instruktion: Birthe Bonde Niilonen. Musik: Rossini/Branko Djordjevic. Arrangement: Branko Djordjevic. Scenografi: Gøje Rostrup. Lys: Ib Asp.

Spiller under GrowOP! Festival i hhv. Aarhus, Holstebro og Struer frem til 21. november.

Læs mere her.