Urhistorien genfortalt og illustreret af Peter Madsen

urhistorien peter madsen
[Anmeldereksemplar] 

Det er lidt af en opgave, Peter Madsen har prøvet kræfter med i Urhistorien. Her er de velkendte første fortællinger i Det Gamle Testamente gendigtet og gennemillustreret af Peter Madsen, som de fleste nok især kender fra hans historier om Valhalla.

Urhistorien er en virkelig flot udgivelse med forrygende illustrationer, der kommer til deres ret i det store A4-format, bogen har. Her er skabelsesberetningen i begge varianter, her er Kains broderdrab, Noas ark og Babelstårnet. Alle historier serveret med et minimum af tekst og masser af illustrationer fulde af smukke detaljer og effektfulde kontraster mellem lys og mørke.

Jeg er lidt usikker på den nøjagtige målgruppe, men da der er en del barske og ret eksplicitte billeder af vold og død, er den i hvert fald ikke til yngre børn. I det hele taget er der noget lidt dystert over Peter Madsens illustrationer, som nok vil tiltrække teenagere, der holder af tegneserier, og voksne naturligvis.

En vis grad af forhåndskendskab til Bibelhistorierne er nok også at foretrække – også for at kunne læse bogen med et lidt kritisk blik. Det gør bogen oplagt til brug i udskolingen – også fordi Bibelselskabet har udgivet en tillægsbog med Peter Madsens Noter til Urhistorien, som kan købes for sig eller læses gratis som ebog på selskabets hjemmeside.

Peter Madsen: Urhistorien
Udgivet af Bibelselskabet 5. november 2021

Du kan læse mere om bogen og finde noterne her.