Sukkerkold

sukkerkold dorte roholte

[Anmeldereksemplar]

Dorte Roholtes Sukkerkold er en YA-roman, der sætter fokus på sugardating. Jeg ved godt, at der har været tv-dokumentarer mv., der beskæftigede sig med emnet, men jeg må indrømme, at jeg ikke har set dem, og at jeg under læsningen måtte konstatere, at jeg var ret uvidende om emnet.

Sukkerkold er en historie om 17-årige Mille. Hun bor på kollegium, er i lære som maler og modtager ikke den store støtte (hverken menneskeligt eller økonomisk) fra sine forældre, der bor hver for sig og har nye liv. Mille famler sig lidt frem – både når det kommer til liv og til kærlighed – så da en anden pige på kollegiet en dag præsenterer hende for en datingside, hvor hun kan finde ældre mænd, der vil give hende dyre gaver, indvilliger Mille modstræbende i at give det en chance.

Sukkerkold giver et blik ind i en for mig ukendt verden, hvor der findes apps, som systematiserer aftaler mellem velhavende, ældre mænd (og kvinder) og helt unge mennesker, der ikke helt kan gennemskue konsekvenserne af at sælge deres krop for dyre gaver.

Mille træffer det ene dårlige valg efter det andet. Lige indtil der en dag er en voksen, som træder til og blander sig. Det sker nok i de færreste tilfælde. Ligesom jeg tvivler på, at alle ville kunne slippe de dyre vaner så let igen. 

Dorte Roholtes roman sætter tanker i gang. Selvom moralen næsten bliver lidt for tykt udpenslet til slut, så er det en læseværdig bog med et godt tema til samtale efterfølgende.

Dorte Roholte: Sukkerkold
Udgivet på Gads forlag 25. juni 2020.

Du kan læse mere om bogen her.