[Anmeldereksemplar]
Det er ferietid. Der er nok mange, der i år har valgt at tilbringe ferien i Danmark. Og hvis man ikke kan rejse, så er det jo heldigt, at man kan læse om andre lande og kulturer i stedet. Her er Sofie Maria Brands Børn i andre lande et oplagt bud. Enten til højtlæsning for de mindre børn eller som selvlæsning for de store indskolingsbørn.
13 vidt forskellige lande kan man læse om i Børn i andre lande, der – som titlen afslører – fortæller om hvert lands kultur og skikke fortalt i børnehøjde. Hvert land har to rigt illustrerede opslag med en lille historie om to forskellige børn i landet på de første to sider, og små bokse med fakta om landet på de to næste. Det er en super fin opbygning, som gør det muligt at springe rundt i bogen og bare læse lidt hist og her, hvis man foretrækker det. Og Rasmus Juuls farvemættede illustrationer viser både små detaljer og tegner de større billeder til historierne.
I Børn i andre lande kan både voksne og børn få indblik i så forskellige lande fjernt fra Danmark som Brasilien, Grønland, Afghanistan, Kina og Tanzania. Men også fire europæiske lande har fundet vej til bogen. Det er oplagt ferielæsning. Eller som opvarmning sidst på sommeren før skolen starter igen.
Sofie Maria Brand: Børn i andre lande
Udgivet af Gyldendal 17. marts 2020