Pytkassen er nok nået nær den mest mærkværdige billedbog, jeg længe har læst. Men jeg var faktisk ret vild med den – og dens budskaber.
Mette Vedsø har skrevet en finurlig lille tekst om en dame, der arbejder på en kassefabrik. Så bliver fabrikken lukket og alle medarbejdere fyres, men får en kasse i afskedsgave.
Letforståelig historie
Damen går ind i en længere, smådepressiv fase, hvor alt er galt og hun grundlæggende er ulykkelig hele tiden. Hendes mand får nok af alt hendes brok, og da hun efter en gåtur er på grådens rand, fordi hun har fået våde sokker i en vandpyt, siger han “pyt dem i kassen”. En lille talefejl, der tænder en ny gnist i damens liv og får hende til at proppe alle sine problemer i pytkassen.
»Og sådan endte to våde sokker i kassen. Og der var plads til meget mere. Til brune bananer, sovsede kjoler, naboens plæneklipper og det skæve pandehår. Til kortsluttede strygejern og overkogte kartofler, søsterens badehoteller, hundetissede tæpper og en forsinket bus eller to.«
Surrealistiske illustrationer
Pia Halses illustrationer er en fortælling for sig. De er særegne, nærmest abstrakte tegninger eller collager, der til dels følger teksten. Damen er der. Grå og farveløs stregtegning med et trist ansigtsudtryk.
Verden omkring hende er uden omrids. Fabrikken ses, ligesom der på nogle af billederne er huse eller træer. Men en egentlig kontekst er der ikke. Der er der for så vidt ikke noget særligt ved. Det særlige kommer for alvor til udtryk i alle dem, der færdes omkring damen. For de andre – de ansatte på fabrikken og folk på gaden – er udstyret med hunde-, heste, ande- eller andre udefinerbare dyrehoveder.
Pia Halses illustrationer giver hele foretællingen et surrealistisk præg, som alligevel ikke overskygger den grundlæggende historie, der opfordrer børn (og andre læsere) til at blive bedre til at sige “pyt” og komme videre med deres liv.
Mette Vedsø: Pytkassen
Illustreret af Pia Halse
Udgivet af Jensen & Dalgaard 24. november 2020