[Anmeldereksemplarer]
Jeg kendte faktisk ikke Spektrum-serien, før bøgerne dukkede op i min postkasse sidste år i en ny, gennemskrevet udgave. Men det gør jeg nu. Heldigvis!
For jer, der som jeg var uvidende, kan jeg fortælle, at bøgerne udkom på Tellerup fra 2014 og frem. I oktober 2020 blev alle fire bind genudgivet på Gyldendal, hvilket gav forfatteren, Nanna Foss, mulighed for at opdatere sproget.
“Der er kommet mere opmærksomhed på ordets magt – især i ungdomslitteratur. Dine ord er med til at forme verden. Man har som forfatter et stort ansvar for at tage stilling til sine karakterer og sit sprog,” skriver Nanna Foss i pressemeddelelsen fra forlaget.
Nu har jeg jo ikke læst de oprindelige udgaver, men det var intet outdatet over sproget i de nye bøger.
Leoniderne
Den første bog i Spektrum-serien er Leoniderne. Her er fortælleren Emilie, som er en stille pige, der elsker at tegne og ikke har venner i sin klasse. Tværtimod er hun yndlings mobbeoffer for klassens bølle Jonathan.
Emilie har heldigvis sine bedste venner – de to brødre Alban og Linus – som hun har kendt siden skolestart. Og det er sammen med de to samt tre elever fra hendes klasse – stræberen Adriana og de to nye elever, tvillingeparret Pi og Noah – at Emilies uventede eventyr begynder.
Leoniderne er ikke en traditionel fortælling om venskab blandt unge i 9. klasse. Ikke kun i hvert fald. Det er medrivende læsning om hvordan de seks teenageres liv ændres fra den ene dag til den anden. Nye mennesker dukker op og sære, overnaturlige evner opstår.
Geminiderne
I Geminiderne er fortælleren rykket fra Emilie til Pi. Derfor er fokus også skiftet til hende og især hendes forhold til tvillingebroren Noah og drengen Will, der er hendes jævnaldrende i 1969. Også angsten for det tomme rum og tidsrejserne fylder en del.
Historien fortsætter hvor første bog sluttede. Og nu kommer der for alvor fart på dramaet. Det er en kompliceret historie, fordi den gængse kronologi opløses af tidsrejserne, hvilket er ret interessant. For slet ikke at tale om alle de dilemmaer, hovedpersonerne stilles i. For hvad sker der med nutiden, hvis man ændrer fortiden? Og kan man overhovedet ændre noget eller er alt forudbestemt.
Ursiderne
Ursiderne er navnet på endnu en meteorstorm og også titlen på den tredje bog i serien. For det er under meteorstorme som Leoniderne og Ursiderne at de tidsrejsende i Foss’ fortælling kan bevæge sig på tværs af årtier og geografisk placering.
Nanna Foss er ret sublim til at opbygge fortællingen, så læseren måske nok aner, men aldrig er sikker på, hvad der skal ske. Fortæller og hovedperson i Ursiderne er Nasrin, der slet ikke har været en del af de to første bøger. Netop derfor kommer der nu et nyt blik på begivenhederne, og der kommer nye tanker frem om de problematikker, det giver at rejse i tiden.
Omdrejningspunktet er igen hvorvidt man kan, bør, skal ændre fortiden. Nasrins personlighed adskiller sig markant fra de to første fortællere, Emilie og Pi. Og alle Nasrins indestængte følelser kommer næsten fysisk til udtryk i bogens grafiske form. Når det sorte inde i Narin tager over, skifter bogen udtryk. Siderne bliver sorte med hvid skrift, og ordene danser omkring som i et digt, der eksploderer. Det fungerer virkelig fint.
Kvadrantiderne
Kvadrantiderne efterlod mig i total forvirring. Mildt sagt. Men det er ment på den allerbedste og mest positive måde.
Bogens historie begynder med det rene kaos – lige dér, hvor Ursiderne sluttede. Midt i den kaotiske virkelighed af sort støv, som skabes, fordi Nasrin ikke helt kan styre sine healingsevner.
Fortælleren er nu Noah. Han har en hel del problemer, som han holder hemmeligt for både sin familie og de nye venner i gruppen af tidsrejsende. Han har skræmmende drømme om monstre, og virkelighedstro situationer, hvor han selv dræber én, der fuldstændig ligner Alban. Men det mest mystiske er, at Noah har haft drømmene længe før, han flyttede til Danmark og mødte Alban første gang.
Kvadrantiderne har dobbeltgængere, monsterlignende væsener og mord, men der er også spirrende følelser og facader, der krakelerer. Kaos fra bogens start tager fart hen mod slutningen, hvor Noah vågner fra mareridt igen og igen og igen, indtil både han eller læseren har mistet overblikket over, hvor mareridtene slutter og virkeligheden begynder.
Nanna Foss tager fuldstændig magten over læseren her i den fjerde bog, som er ekstremt vanskelig at lægge fra sig til trods – eller måske netop på grund af – den totale følelse af forvirring. Jeg ved ikke hvor mange bøger, Foss planlægger at skrive i serien, men bog fem må gerne udkomme snart!
Nanna Foss: Spektrum 1-4
Genudgivet på Gyldendal 8. oktober 2020