Myntes dagbog 3

myntes dagbog 3 stinestregen
[Anmeldereksemplar] 

Det sjove er, at titlen på Myntes dagbog 3 faktisk beskriver historien og formatet ret godt. For i Genial, lineal, stativ, kasket, kys er det ikke blevet lettere at være teenager for pigen Mynte. Hun er stadig lige forvirret (og måske lidt ufokuseret) ligesom titlen. 

Vi er vilde med Mynte herhjemme. Alle sammen. Voksne og børn, drenge og piger. For Mynte er lige præcis så ægte og fuld af fejl, som man kan ønske sig. Og netop derfor super elskelig.

Humoristisk og spot on

Stinestregens humor går rent ind. Uanset om det handler om at opfinde pudsige hobbyer, som at sy kattekostumer, at opdigte drenge, man kunne være forelsket i, behovet for blødt hjemmetøj eller at ens kat altid vasker sig selv på de mest pinlige tidspunkter. 

Især sidstnævnte fylder en del i den tredje bog om Mynte, hvor den alt for lækre Matthias er hyret ind til at give Mynte lektiehjælp i matematik. For det er lidt svært at være cool med sådan en pinlig kat… 

Vi glæder os til fortsat at følge med i Myntes liv. Den næste bog (af forhåbentligt mange) er netop udkommet. 

Stinestregen: Myntes dagbog 3 – genial, lineal, stativ, kasket, kys
Udgivet af Gyldendal

Du kan læse mere om bogen her.