Der var en del bøger under træet til jul herhjemme. Blandt andet havde min søn ønsket sig bøger fra Kazu Kibuishis Amulet-serie. Og til hans store glæde var de tre første bind blandt hans gaver.
Vi opdagede først serien i efteråret. Jeg faldt tilfældigvis over det første bind på biblioteket (før det lukkede). Jeg lånte det med hjem og det var kærlighed ved første blik.
Smukke tegneserier
Amulet er tegneserier i form af smukke, indbundne bøger med stemningsmættede tegninger. Det er en magisk og mystisk fortælling om de to søskende Navin og Emily, der må drage ud på en færd for at redde deres mor.
Der er kun ganske lidt tekst i den spændende historie, hvilket gør den let at læse for både børn og voksne. Kibuishis univers er fascinerende og fuld af overnaturlige elementer som elvere og talende dyr. Vi ved jo af gode grunde endnu ikke, hvordan historien ender.
Der er i alt ni bøger i serien, som bliver udgivet på dansk af Forlaget Alvilda. Du kan læse mere om serien her.