Pigebogen – ikke kun til piger

pigebogen straarup og co
[Anmeldereksemplar] 

Pigebogen – din guide til puberteten er på alle måder en fantastisk bogudgivelse. Ikke blot kan piger før og i puberteten læse detaljerede beskrivelser af, hvad der sker med deres kroppe. De kan også finde svar på en række spørgsmål, som de måske synes, det er svært at tale med deres forældre om. 

Jeg synes, vi taler med vores børn om alt herhjemme. Og at vi altid fortæller dem, at der ikke er noget, vi ikke vil tale med dem om. Men som min datter på 10 sagde, da hun fik bogen her, så er det fint nok, at hun kan spørge mig, men somme tider er det også fedt selv at læse om det i en bog. 

Til læsning og samtale

Og bogen var da også et hit fra dag et. Kapitlerne er blevet studeret nøje, gengivet for os andre, og også venner på besøg har med stor interesse læst med. 

Når det er sagt, så er bogen altså – trods titlen – ikke kun for piger. Alle vil kunne få glæde af læsningen. Man kan jo altid blive klogere, og de to norske læger, der står bag, er gode til at gøre kroppen letforståelig. 

Desuden har forfatterne en væsentlig pointe med:

“Det er vigtigt at huske på, at der ikke altid er sammenhæng mellem den type krop, man har, og det køn, man føler, man tilhører. Der findes drenge med pigekroppe og piger med drengekroppe”.

Pigebogen – din guide til puberteten er en vigtig udgivelse. Og forhåbentligt kan den hjælpe nogle børn til større selvværd og mindre usikkerhed. Alle kroppe er forskellige. Rigtigt og forkert findes ikke. Så ønsker vi os bare en tilsvarende bog med fokus på drengekroppe – uanset hvilket køn, personen i kroppen, føler sig som. 

Nina Brochmann og Ellen Støkken Dahl: Pigebogen
Udgivet af Straarup & co. 20. juli 2020

Du kan læse mere her.

Hvis du har lyst til at lytte denne bog som lydbog i stedet, så har jeg lovet Betina fra lydboghylden.dk at videreformidle, at du via hendes side kan få Pigebogen som e-bog og lydbog gratis i 60 dage. Bare klik ind på Lydboghylden.dk for at læse mere.