[Anmeldereksemplar]
Jeg tror, at virkelig mange børn i min generation har læst (eller fået læst) bøgerne med Disney-historier fra Anders Ands bogklub.
Det var et højdepunkt, når en ny bog kom med posten. Og selvom jeg generelt er fortaler for, at man præsenterer børn for ny litteratur, så er historierne her stadig gode til højtlæsning. Jeg ved det, for mine forældre stadig har hele samlingen fra dengang derhjemme, og det er altid dem, børnebørnene vælger, når de skal have læst godnathistorier.
Anders Ands bogklub
Det er jo nok de færreste, der har gemt og passet på bøgerne på den måde. Og de kan så glæde sig over, at Carlsen genudgiver en række af historierne fra Anders Ands Bogklub i nye, indbundne samlinger med seks i hver. Det er flotte bøger, som også vil være oplagt gavemateriale.
Der er bl.a. historier om Stampe, Lille Ulv, Elmer Elefant, Junglebogen junglebørn, løven Lambert og Aristocats. Og så er der nogle af mine egne favoritter, nemlig Den tapre skrædder med Mickey Mouse og Lars Bymus og Børge Landmus som er den klassiske historie om ude godt, men hjemme bedst.
Med de seks historier i hver bog er der lidt nyt til godnatlæsningen, og rigeligt med farvemættede illustrationer at kigge på til hver af de tolv Disney-historier.
Det bedste fra Anders Ands Bogklub 1 + 2
Udgivet af Carlsen 15. september 2020