[Anmeldereksemplarer]
Oktober plejer at betyde efterår, læsning i tusmørke og masser af udklædte børn til Halloween. Selvom 2020 nok ikke lige er året til ‘slik eller ballade’ hos alle naboerne, så kan man jo godt skabe lidt Halloween-stemning derhjemme. Og her er Sådan bliver du-bøgerne et godt sted at starte.
I 2018 udgav makkerparret bestående af forfatter Thomas Arnt og tegner Ane Gudrun bogen Sådan bliver du en tjekket zombie. Den skrev jeg om i dette indlæg. Siden er der kommet yderligere to bøger i serien, der er til for at lære dig, hvordan du bliver tjekket som død eller halvdød.
Bliv en cool vampyr, zombie eller måske et spøgelse
Konceptet i de to nye bøger er det samme som i den første. Bøgerne er formuleret som guideboger til henholdsvis nyudklækkede vampyrer og spøgelser. Skrevet af de førende eksperter på netop det felt.
Fuldstændig som i et modemagasin finder læseren rigt illustrerede tips og tricks til et succesfuldt liv som død eller halvdød. Og det er altså et ret sjovt format.
I Sådan bliver du et tjekket spøgelse kan du læse mere om, hvordan du besætter en krop, do’s and don’ts indenfor spøgelsesmode og hvad du skal stille op, hvis du møder en spøgelsesjæger. Alle Ane Gudruns tegninger vises på en baggrund, der ligner krøllede, hvide lagener. Spøgelsestemaet i helt gennemført.
Underholdende og “lærerige”
Det samme gør sig gældende i Sådan bliver du en tjekket vampyr. Her er de hvide lagener blot udskiftet med blodplettede, hvide damaskduge. De to vampyr-/spøgelses-/zombie-forfattere er gået all in på at skabe den rette stemning til hver bog.
Udover tips og tricks er der også lidt fun facts på hvert opslag. Der kan du f.eks. lære, at »et spejlbillede er refleksionen af din sjæl«, og at det er derfor, vampyrer intet spejlbillede har.
Dermed er bøgerne oplagte til både underholdning og læring for små skrækindjagende væsner in spe. Uanset om du drømmer om at være en tjekket vampyr, et cool spøgelse eller en uhyggelig zombie, har Thomas Arnt og Ane Gudrun med bogserien her gjort det let for dig.
Thomas Arnt og Ane Gudrun: Sådan bliver du et tjekket spøgelse
Udgivet af Forlaget Petunia 31. oktober 2019
Thomas Arnt og Ane Gudrun: Sådan bliver du en tjekket vampyr
Udgivet af Forlaget Petunia 15. oktober 2020