[Anmeldereksemplar fra Carlsen]
Da den nyeste (og syvende!!!) Hundemand-bog – Hvem triller boldene for? – landede her på matriklen, blev den på det nærmeste inhaleret af ungerne.
I den nye bog er der gensyn med både Hundemand, Pjevs, Lille Pjevs, robotten Addi-HD og en skurk fra en tidligere historie. Og så bliver den gode betjent Hundemand sendt til adfærdsregulerende træning. For som halvt hund har han vanskeligt ved at styre sine instinkter, hvorfor han bare MÅ løbe efter bolde, der kastes.
Det kan godt være, at Hundemand-bøgerne er henvendt til indskolingsbørn fra ca. 6 år, men de er altså sjove – også for voksne. Se bare titlen på denne, der på originalsproget må lyde som Hemingways Hvem ringer klokkerne for.
Dav Pilkeys humor går rent ind, og hans farvemættede tegninger giver læseren følelsen af at se en tegnefilm. Sammen med Wimpy Kid-bøgerne er Hundemand stadig min søns absolutte favoritlæsning.
Dav Pilkey: Hundemand – Hvem triller boldene for?
Udgivet af Carlsen 15. september 2020