[Anmeldereksemplarer]
I de første tre æsker fra Novellix var fortællingerne gengivelser af tidligere udgivne historier. I den nye æske er der fire spritnye, danske noveller.
Josefine Klougart: Det ophøjede
I Det ophøjede giver Josefine Klougart et indblik i livet i et lille samfund et sted på Djursland. Eller sådan læser jeg det i hvert fald. Rønde, som byens beboere kører til, er jo i udkanten af Syddjurs. Og fortællingen er ret skøn.
Det ophøjede er fortalt fra pigen Annas vinkel, men i tredje person. Nøgternt beskrivende de dynamikker, der styrer små, lukkede samfund. Og de mekanismer, udefrakommende eller ’tilflyttere’ sætter i gang.
Jeg var ret pjattet med den indledende beskrivelse af mændenes øldrikningsseance i Henriks garage:
»De taler i halve sætninger. Det er ligesom ansatsen til en sætning, en ødelagt og efterladt sætning, men det er nok til at de forstår hinanden, at der er den stemning af fællesskab, et ophøjet fællesskab.«
Bemærk hvor smukt formen matcher ordene. Sådan er det hele vejen igennem De ophøjede, som var en virkelig lækker læseoplevelse.
Thomas Korsgaard: Det var jo dengang
I Thomas Korsgaards novelle ‘Det var jo dengang’ kommer læseren med til en surrealistisk udgave af en 3-års fødselsdag, hvor fortælleren er den ultimative outsider, der lige sniffer en bane på toilettet.
Korsgaard er fantastisk i sine beskrivelser af mennesker, der falder uden for normen. Og som om hovedpersonen ikke opførte sig upassende nok ved at indtage stoffer til en børnefødselsdag, lader forfatteren ham også braldre op om gamle hemmeligheder og gå all in på stoffernes synsbedrag.
‘Det var jo dengang’ er en historie med en god portion humor. Og en gennemgående akavet hovedperson. Men på den anden side, så skader det nok ikke at være høj, hvis man som voksen skal kunne begejstres over Gurli Gris:
»Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv og beslutter mig for at sætte mig ved siden af Hollie, som sidder i en triptrapstol og ser Gurli Gris på en iPad. Jeg falder hurtigt ind i programmet. De små lyserøde skabninger har høje stemmer, som får mig til at grine.«
Tine Høeg: Hej Sol Fuck Love
Jeg har lidt et forfattercrush på Tine Høeg, hvis den slags findes. Før nytår læste jeg hendes debut Nye rejsende og nu hendes skønne digtnovelle Hej Sol Fuck Love.
Og ja, jeg skrev digtnovelle. Lidt som Nye rejsende er en digtroman. Ikke at jeg nogensinde har læst andre digtromaner eller -noveller.
Formen er som et digt. Små vers med linjeskift midt i sætninger. Men små vers, der danner en samlet fortælling. På allerførste side sættes rammen:
“Jeg tager din hånd op under min trøje,
mens vi venter på, at regnen holder op.
Da regnen holder op, fortæller du mig,
at vi ikke skal være kærester mere.”
Hej Sol Fuck Love handler om kærestesorg og diverse mere eller mindre vellykkede forsøg på at glemme den. Selvom ordene er få, står fortællingen stærkt frem. Også mellem versene i alt det usagte.
“Jeg går i seng med en person, der har en kone.
Det kan jeg ikke være bekendt.”
Hej Sol Fuck Love er ganske enkelt virkelig velskrevet og den minder ikke om andre danske noveller, jeg har læst. Nogensinde. Der er ikke for mange ord. Ikke for få. Bare lige akkurat nok til at skabe en fortælling.
Jacob Skyggebjerg: Røvhul
I Jacob Skyggebjergs Røvhul er der usagte regler, ekstremt selvbevidste kunstnere og masser af kultursnobberi.
Jorg er nyudklækket kandidat og færdes i kunstnerkredse, men har svært ved at finde sig naturligt til rette. Ikke mindst når den lidt ældre Alice er i nærheden. For Alice er stilfuld og erfaren. Men hun er også gift med den selvhøjtidelige professor og kritiker, som både hun og Jorg konsekvent (og lidt komisk) omtaler med det fulde navn: Sven Holst.
Der er en ret underholdende passage, hvor Sven Holst indvier Jorg i sin personlige sandhed om kunstverdenen:
»Sven Holst havde fortalt om anmeldergerningen – hvordan han som anmelder var endt med alligevel at være den egentlige kunstner, idet det var ham, der bestemte, hvad der måtte leve, og hvad der måtte dø. Værkerne, som kunstnerne leverede, var blot det materiale, som guderne havde til deres disposition, når de skabte morgendagens virkelighed.«
Jeg morede mig ret meget over dette. Især fordi jeg spekulerede på, om der rent faktisk er anmeldere, der tænker sådan. Eller kunstnere, der tror, at anmeldere tænker sådan…
Titlen Røvhul henviser til kortspillet af samme navn. Men det kunne også uden problemer være en beskrivelse af hele bogens klientel af snobbede kunstnere og andre kulturpersonligheder. Det er ikke et særligt flatterende portræt, Jacob Skyggebjerg tegner. Men det gør det blot historien desto mere interessant.
Fire danske noveller
Udgivet af Novellix den 15. maj 2020.