For nylig læste jeg Svend Åge Madsens roman Se dagens lys for første gang. En bog, der ellers udkom i 1980, før jeg overhovedet var blevet født. Men her må det så afgjort gælde med bedre sent end aldrig, for det var en virkelig fin læseoplevelse.
Svend Åge Madsen kan noget helt særligt med sproget. Og så holder jeg af, at hans romaner udspiller sig i Aarhus.
Fremtid uden dystopi
Se dagens lys er en fremtidsfortælling. Men ikke en dystopisk en af slagsen, som man ellers ofte ser. Det er nærmere en kritisk tilbageskuen på vores nutidige levevis – naturligvis iblandet lidt drama og kærlighed og hvad der nu ellers udgør en god historie.
I denne måned har Aarhus Teater haft premiere på Julie Petrine Glargaards dramatisering af romanen. Og personligt fandt jeg den meget vellykket.
Julie Petrine Glargaard formår på samme tid at bevare essensen af Svend Åge Madsens bog, og tvister alligevel det hele lidt, så hun gør historien til sin egen.
Desuden var forestillingen pakket virkelig lækkert ind i Julian Juhlins smukke, slikfarvede scenografi.
Jeg har skrevet meget mere i min anmeldelse i Information, som kan læses her af abonnenter.
Se dagens lys
Af Svend Åge Madsen. Dramatisering: Julie Petrine Glargaard. Instruktør: Rune David Grue. Scenograf: Julian Juhlin. Lys: Anders Kjems. Lyd: Kim Engelbredt.
Med: Christian Hetland, Anne Plaugborg, Anders Baggesen, Marie Marschner, Anna Nøhr, Kirsi Kærn, Kim Veisgaard, Frederik Mansø, Magnus Haugaard, Nahla Ravn Kaasing, Johanne Marie Brandt, Malou Ambrosius, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde, Viola Madicken Bøhm Vatn og Malthe Rosenkrands Langballe.
Spiller på Aarhus Teater til 10. oktober.