ILT19 er netop slut i Aarhus. Og det er var ganske enkelt et orgie af velproduceret teater fra hele verden, morsomme gadegøglere, aktiviteter og installationer.
Jeg fik set alle de fire forestillinger under ILT19, som jeg planlagde (jeg skrev om mine planer her).
Invisible Lands og Five Easy Pieces
Især var jeg begejstret for den svensk/finske forestilling Invisible Lands, hvor småbitte menneskefigurer flygtede fra krig og ødelæggelse hen over en verden, som i virkeligheden var en menneskekrop.
Udover at det var en virkelig smuk lille forestilling, så var budskaberne også enkle og til at forstå. Ideen med den nøgne hud som verden og de småbitte figurer, der rejser hen over den, er både godt tænkt og virkelig fint udført.
Five Easy Pieces var også en oplevelse i særklasse. De syv børneskuespillere formår at forblive børn, mens de alligevel er i stand til at berette om de værst tænkelige uhyrligheder.
Formen er lettere, og den voksne skuespiller på scenen skaber en fin rammefortælling for historien om den belgiske barnemorder Marc Dutroux.
Pocket Size People
Udover de to ovenstående forestillinger, så var installation Pocket Size People absolut noget af det mest seværdige, jeg oplevede på ILT19.
Her var (desværre kun) tre små verdener bygget op af hverdagsting, hvor videoprojektioner af små mennesker opholdt sig, dansede, levede.
Det er både virkelig sjovt tænkt og virkelig vellykket udført. Jeg havde begge børn med, og da der ikke var andre til stede, da vi besøgte installationen, satte vi os på gulvet foran hver enkelt og brugte god tid på at observere og tale om det, vi så.
Selvom jeg gerne havde brugt endnu mere tid til ILT19, så føler jeg alligevel, at vi fik mest muligt ud af de dage, vi kunne tilbringe i Aarhus.