[Anmeldereksemplar fra forfatteren]
Alfred den rene bjørn er helt enkelt en sød og farvemættet billedbog for de 3-8 årige. Perfekt til højtlæsning, til selvlæsning og til billedkigning for de mindste.
Venskab og tolerance
Alfred den rene bjørn er som udgangspunkt en klassisk billedbog til højtlæsning. Og der er gode budskaber om både venskab og tolerance gemt i historien.
Bogen er skrevet på vers med rim. Men ikke den helt lettilgængelige form for rim. Faktisk opdagede mine børn slet ikke rimene, før jeg spurgte dem direkte, hvad de syntes om dem.
Men rimene er heldigvis ikke vigtige for fortællingen. For Alfred den rene bjørn er en sød og sjov historie om en vældig renlig bjørn. Faktisk er den så glad for renlighed og rene dufte, at den går til kamp mod de ildelugtende dyr. Og især hader den fluer.
Alfred klasker mange fluer. Lige indtil han en dag møder fluen Finn, der får ham på andre tanker. Og de to skaber i stedet en fælles og ret nytænkende indsats for bedre lugte blandt skovens dyr.
Farvemættet og fin
Jacob Basby Madsen har stået for illustrationerne. Og de kan også i sig selv noget. Billederne er holdt i klare, mættede farver og der er intet hvidt papir at spotte på siderne. Selve teksten står hvid på grøn baggrund, hvilket fint understreger udtrykket fra start til slut.
Alfred den rene bjørn er en fin bog. Den er oplagt til højtlæsning for de små, og de ældste børn i målgruppen kan sagtens læse den selv, da mængden af tekst er overskuelig og letlæselig. Og somme tider er det også bare sjovere at læse en billedbog end endnu en læs-let-bog fra skolebiblioteket.
Marcus Kongsgaard Øland: Alfred den rene bjørn
Udgivet på Forlaget Mellemgaard den 14. december 2018