Sæsonens første præsentationsforestilling i Aarhus

brænding præsentationsforestilling aarhus teater kulturmor
Foto: Emilia Therese

[pressebillet fra Aarhus Teater]

Så blev det tid til årets præsentationsforestilling i Aarhus. Det er altid spændende, når “de nye” fra Den Danske Scenekunstskole skal opleves som samlet hold. Og i denne sæson er der (grundet omstruktureringer af uddannelsen) intet mindre end to skuespillerafgangshold.

Gensyn med to nye hold

På Aarhus Teater har de netop haft premiere på den første af sæsonens to præsentationsforestillinger. I forestillingen med titlen Brænding møder publikum både det ene af de to kommende skuespillerafgangshold og får mulighed for at stifte bekendtskab med de (snart færdiguddannede) dramatikerstuderende.

Og nu skriver jeg ‘møder’. Men det er ikke helt sandt. For syv ud af otte fra dette hold skuespillerelever medvirkede i forestillingen Anekdoter, der spillede på Lokalcenter Møllestien i juni. I Brænding er det også kun syv af de otte fra det komplette hold. Denne gang har man måttet erstatte en enkelt studerende med Morten Kjær, der blev færdiguddannet tidligere i år.

De seks dramatikerstuderende har det ligeledes være muligt at lytte til tidligere, da de også havde skrevet teksterne til vandreforestillingen Friheden, som kunne opleves i august.

Du kan læse om Anekdoter her og Friheden her.

Triste omstændigheder i Udkantsdanmark

Men hvad er det så for en forestilling? Fortællingen er på samme tid et drama og en kommentar til forholdene, som de kunne se ud i et Udkantsdanmark, hvor man må kæmpe for den daglige overlevelse.

brænding præsentationsforestilling aarhus teater kulturmor
Foto: Emilia Therese

Tankerne ledes hurtigt hen på Cheminova-sagen. I en lille fiskerby ved havet dukker forretningskvinden Karen op efter mange års fravær. Hun har arvet en fabrik i barndomsbyen efter sin fars død.

Karen vender tilbage for at tage sin arv i øjesyn, men bliver mødt med beskyldninger om heftig giftforening, der har gjort store dele af områdets beboere syge. En sag, som både faren og hans nærmeste medarbejder har dysset ned i årevis. En medarbejder, der iøvrigt meget sigende bærer navnet Tavs.

Giftigt grønt slim

Det giftgrønne driver i Brænding. Væggene, lyset, rekvisitterne og den slimede substans, som byens beboere bogstaveligt talt både vader rundt og kvæles i.

Det ser ganske enkelt sygeligt ud. Og alligevel kæmper de fleste lokale for at tie sagen ihjel. For hvad betyder et par enkelte syge, hvis alternativet er nedlæggelsen af hundredevis af arbejdspladser?

brænding præsentationsforestilling aarhus teater kulturmor
Foto: Emilia Therese

»Vi er slam« lyder det i forestillingens begyndelse. Et udsagn, der viser sig at være passende på flere niveauer i fortællingen. For både fysisk og psykologisk slam er til stede.

Petrea Søes instruktion holder energiniveauet oppe fra start til slut, selvom der størstedelen af tiden kun er to skuespillere på scenen af gangen. Karin Gilles skråtstillede scenegulv, der kan skjule såvel skuespillere som rekvisitter, fungerer som en fin, abstrakt kontrast til den socialrealistiske tone i teksten, der dog mod slut kammer lidt over og får et mere Twin Peaks-agtigt præg.

brænding præsentationsforestilling aarhus teater kulturmor

Brænding
Tekst: Anna Skov Jensen, Nanna Plechinger Tychsen, Marie Bjørn, Mathias Raaby Ravn, Rasmus Krone, Sonja Ferdinand. Instruktør: Petrea Søe. Scenograf: Karin Gille. Lys: Kasper Daugberg. Lyd: Kim Engelbredt.
Med: Clara Ellegaard, Olivia Joof Lewerissa, Alexander Krumhausen, Sarah Francesca Brænne, Rasmus Skaarup, Maria Cordsen, Arian Kashef samt Morten Kjær.

Spiller på Aarhus Teater til 22. december.

Du kan læse mere her.