Selvom det måske somme tider virker som om, at jeg bruger al min tid på at læse bøger og gå i teatret, så er jeg faktisk også ret begejstret for mad. Og ikke mindst for lækre kogebøger.
Food in a jar
Jeg faldt over Sophie Vedel Dalgaards bog, Food in a jar, på mit lokale bibliotek tidligere i år. Og det var ren kærlighed ved første blik. Beviset på, at en bog ikke behøver være spritny og frisk fra tryk for at være interessant.
Jeg kan godt lide hele konceptet med ‘mad på glas’, som kogebogen her kredser om. Især fordi det gør de fleste af retterne meget madpakkevenlige. Måske ikke lige i børnehøjde, men for voksne, der – som jeg selv – somme tider skal have en madpakke med på jobbet.
Der er opskrifter på (og ikke mindst inspiration til) alt fra morgenmad og salater til supper og desserter. Der er helt sikkert ideer at hente både til hverdagen (og madpakkerne) og til de dage, hvor du får gæster eller bare vil lave noget lidt ekstra lækkert.
Æstetikken er i top
Når det kommer til kogebøger betyder billederne for mig mindst lige så meget som selve opskrifterne. Det er sindssygt svært at tage pæne og indbydende billeder af mad. Og det ses tit i kogebøger, især af ældre dato, at fotografen ikke har mestret den kunst. Mine fotografiske gengivelser af bogen yder den heller ikke retfærdighed overhovedet.
Men i Food in a jar er maden både lækkert stylet og Line Thit Kleins billeder er super smukke og appetitvækkende. Det er ikke så tit, at kogebøger decideret sniger sig på på niveau med kunstbøger og andre visuelle værker, men Food in a jar er godt nok tæt på.
Jeg mangler stadig at afprøve langt størstedelen af opskrifterne i praksis. Og jeg har snart genlånt bogen så mange gange, at jeg føler, jeg hellere må give andre lånere en chance. Men det er jo heldigvis snart jul. Og jeg ved godt, hvad der skal stå på min ønskeseddel.
Nu er anbefalingen af bogen i hvert fald givet videre herfra.
Sophie Vedel Dalgaard: Food in a jar – salater, morgenmad, snacks & andre lækre glas
Udgivet af FADL’s forlag 21. september 2016