Papmaché-reglen. Jeg har spekuleret over den titel, siden jeg hørte den for første gang. Hvad var det for en bog?
Men jeg har altid virkelig godt kunnet lide Hella Joof. Altså ikke personligt. Jeg kender hende jo ikke. Men i alt fra børne-tv over hendes instruktørarbejde til interviews er hun forekommet mig at være et menneske, som man bliver i godt humør af.
Så derfor besluttede jeg, at jeg hellere måtte få læst den bog. Papmaché-reglen altså. Ikke hendes nye Båven om Gud. Jeg kan ikke følge med til det udgivelsestempo. Den når jeg til senere. Måske.
Papmaché-reglen
Men hvad er det så for en størrelse? Det er som undertitlen angiver glimrende leveregler fra livets lovsamling. Men der er i høj grad også noget selvbiografisk over denne bog. Ikke forstået som en gennemgang fra fødsel til nutid af Hella Joofs liv og levned. Men hun bruger alligevel sin egen historie og sine egne livserfaringer til at understrege sine pointer.
Det er ikke raketvidenskab. Tværtimod. Det er alle de små ting, som kan gøre din hverdag, dine forhold, dit liv lettere. Måske endda bedre. Det er banalt (som Hella Joof selv beskriver det), men det er så afgjort brugbart og morsomt.
“Alle, der har været på barselsbesøg, oplever det samme. Der ligger en forpjusket dame i en seng med et barn i favnen (…) og siger de samme banale, store ord, som alle andre damer siger og altid har sagt, nemlig har du nogensinde set noget så smukt?
Og det har man. Man er netop cyklet forbi metrobyggeriet nede ved Enghave Plads, og det uden sammenligning mere struktureret i udtrykket.”
Det er jo sandt. Altså det med, at de nyfødte babyer ikke altid er så pæne, som man giver udtryk for. Og netop ærligheden og den direkte måde at sige tingene på er meget kendetegnende for Papmaché-reglen.
Den handler om livet og døden og alle hverdagens små trivialiteter. Et fint mix mellem livskloge erfaringer og selvbiografiske afsnit. Det lyder som en værre gang rod, men det er det ikke.
Start her, hvis du vil have styr på dit liv
Jeg har arbejdet en årrække med psykoterapi og personlig udvikling. Altså ikke som terapeut forstås – men i branchen. Her i denne (ret letlæste) bog bliver nærmest en hel psykoterapeutuddannelse kogt ned til essensen. Alle de vigtigste pointer serveret lige på og let fordøjeligt.
Det er jo sådan helt grundlæggende en masse ting, som du godt ved allerede. Men i Papmaché-reglen bliver det italesat. Sat i system. Og udpenslet med eksempelhistorier og små finurlige tegninger, der understreger humoren og den kærlighed, som følger med bogens pointer. De omhandler alt fra hvordan du skal sætte pris på de små ting i livet (og drysse dine minder med glimmer) til hvordan du skal vaske dine mere intime dele (der er tegninger også – bare rolig). Intet er helligt.
Der er f.eks. Bage-reglen, som bl.a. indeholder følgende konklusion:
“Nu skal du høre, du Bagemartyr: Du må godt lade være med at bage. Også selvom du har lovet det. Du må godt komme til forældremøde og sige jeg har fortrudt. Jeg vil ikke bage alligevel.”
Og nej, det er (igen) ikke stor videnskab. Men det er sandt.
Jeg følte mig ikke ramt i mine egne svagheder under læsningen af Papmaché-reglen. Jeg blev derimod glad indeni.
Indimellem måtte jeg grine højt. Andre gange måtte jeg tørre en tåre væk fra øjenkrogen. Men overordnet set blev jeg bare glad.
Jeg er – når jeg selv skal sige det – et ret positivt indstillet menneske. Jeg har en stålsat tro på, at alt nok skal gå. Også på de dårlige dage. De går jo over. Så Papmaché-reglen var masser af vand (både drikkevand, håndklædevand med glimmer på og brunt opvaskevand) på min mølle. Og så bliver man glad indeni.
Tak, Hella. Glimmer på og op på kaminhylden med den bog.
Hella Joof: Papmaché-reglen
Udgivet af Gyldendal 10. oktober 2016