[Sponsoreret / pressebillet]

Tag ikke dine børn med ind for at se Momentet! Det er vildt, intimiderende, farverigt og meget underholdende, men der er ikke en forestilling for børneører eller sarte sjæle.

LOC’s tekstunivers

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender hverken LOC’s tekster eller musik. Faktisk var der kun en enkelt af hans sange, som jeg kender på forhånd. Og jeg kommer nok heller aldrig til at stifte nærmere bekendtskab med dem.

Men netop derfor fandt jeg det også interessant at skulle opleve en iscenesættelse på teatret, som bygger på LOC’s tekster. Som en slags alternativ måde at møde en kunstners værker på.

Når det er sagt, så var det faktisk en interessant oplevelse. Langt ud over det sædvanlige.

Det er farvestrålende og gakket som Morph, det er en nytænkt musikalsk oplevelse a la Lyden af de skuldre vi står på og det er helt over grænsen hvad angår skellet mellem publikum og performers. Og det er super fedt!

Cirkustelt og enhjørningopkast

Siddende på træbænke rundt langs ydersiderne i noget, der mest af alt ligner et stort, rundt, hvidt telt, bliver publikum vidne til en forunderlig eksplosion af energi, glitter og seksuelle overtoner, som jeg sjældent har set lige.

Kostumefolkene har fået lov at spille på alle tangenter for at skabe kontrast til David Gehrts ellers hvide scenografi.
Der er fake-furs, dyreprint, bling bling og negle i pangfarver. Der er mønstermiks, bar hud og vulgære tilnærmelser.

Det hele er en nærmest overvældende sanseoplevelse af musik, rytmer, lyde, stønnen og et farvemix, som hvis en enhjørning havde kastet op ud over de medvirkende. Og så er det faktisk positivt ment.

For selvom de fem på scenen – skuespillerne Nanna Bøttcher, Marie Marschner, Simon Matthew og Kjartan Hansen samt musiker Johannes Eberl Smed – i deres påklædning og attitude mest af alt minder om en blanding mellem alfonser og club kids på speed, så går universet i Sargun Oshanas iscenesættelse på mystisk vis op i en højere enhed.

Vold, sex og stjålne biler

Flerstemmig sang, cabaret-lignende optræden og rumklang som i kirken er ikke ting, jeg umiddelbart forbinder med rapscenen. Men i Momentet sker det hele og lidt til.

LOC’s tekster er voldsomme. Fulde af skældsord, stoffer og tilsvining af kvinder. Men i Momentet får betydningerne indimellem en noget anden klang end den oprindelige. Også blot pga. det faktum, at de halvdelen af tiden her synges af kvinder.

Marie Marschner vandrer scenen rundt mens hun stirrer publikum lige ind i øjnene med sit på samme tid intense og dog døde blik.

“Ved godt, du hader mig nu. Men her er min pik. Kan du tilgive den.”

synger hun og giver publikum fingeren.

Nanna Bøttcher fortæller en historie. Eller sådan føles det i hvert fald derfra hvor jeg sidder. Og hun ender med at gentage ordene

“Vold, sex og stjålne biler”

igen og igen. De øvrige istemmer og sætningen bliver nærmest som et mantra, der først ebber ud efter en rum tid.

Musikken er elektronisk. Johannes Eberl Smed skaber det meste siddende på gulvet. Men det suppleres også af alt fra violinstreng på vinglas, banjo, megafon og klangmeditationsskåle.

De fire skuespillere synger alene. De synger sammen. De råber. De stønner. De springer rundt. De vrider sig på gulvet. Og de bryder den usynlige væg mellem sig selv og publikum.

De yder en overbevisende og ikke mindst grænseoverskridende præstation, som i sig selv gør Momentet til en oplevelse lidt udover det sædvanlige.

 

Momentet.
Tekst: LOC (samt Simon Kvamm og U$O). Medvirkende: Nanna Bøttcher, Marie Marschner, Simon Matthew, Kjartan Hansen og Johannes Eberl Smed. Instruktion: Sargun Oshana. Scenografi: David Gehrt. Lys: Kim Glud. Lyd: Johannes Eberl Smed.
Spiller på Studio på Aarhus Teater til 2. december 2017.

Læs mere om forestillingen her.

 

Gentænk teateranmeldelsen

Jeg har set Momentet som en del af projekt Gentænk Kulturjournalistik. Så derfor har jeg selvfølgelig også lavet en alternativ anmeldelse.

Denne gang er det en video. Og du kan se den lige her.