[sponsoreret / pressebillet fra Aarhus Teater]
Skænderier og forskellige drømme
På Aarhus Teater har Emmet Feigenberg iscenesat Ingmar Bergmans fortælling – Den gode vilje – i Eirik Stubø og Cecilia Ølveczkys dramatisering.
Godt tre timer og mange gentagelser senere efterlades publikum i en lidt uforløst tilstand. For hvorfor har teatret valgt at fortælle netop denne historie? Hvad vil de formidle og hvordan skal et nutidigt publikum relatere til historien?
Personlig fortælling
Den gode vilje er en biografi om Bergmans egne forældres historie – og især deres turbulente kærlighedsforhold.
I Steffen Aarfings lidt mørke scenografi, der mest af alt ligner en sparsomt indrettet dagligstue med ægte tæpper og enkel lædersofa, giver skuespillerne Mathias Flint og Anne Plauborg liv til Bergman-forældrene Henrik og Anna.
Og liv er der så afgjort i de to, som gentagne gange forestillingen igennem decideret skriger af hinanden med en heftighed, der først er fascinerende, men efter de første par gange lidt trættende.
Den gode vilje er fortællingen om to unge mennesker, der kommer fra vidt forskellige kår. Og som får hinanden til trods for både deres mødres modvilje og deres egne udtalte forskelligheder. Selvom det tilsyneladende aldrig bliver et lykkeligt forhold.
Stakkels, stakkels Henrik
Inge Sofie Skovbo i rollen som Henriks mor, Alma Bergman, omtaler ham flere gange som “stakkels”. Det samme gør sig gældende for hans første forlovede, Frida i Maria Buch Cordsens skikkelse.
Hele tiden hører publikum om, hvor stakkels en skæbne Henrik Bergman er. Og han forsøger også selv at underbygge sin nærmest martyriske rolle. Da han og Anna har forelsket sig i hinanden og skal forloves siger han; “Det kan ikke være tilladt med så megen glæde. Jeg er sikker på, at der er straf på vej.”
Handlingen i Den gode vilje foregår i begyndelsen af det 20. århundrede. Men den springer hurtigt frem i tiden og viser brudstykker af det Bergmanske pars liv. Desværre bliver det på en måde medvirkende til, at personskildringerne aldrig rigtig får dybde og troværdighed.
Stærkt skuespilhold
Rollerne i Den gode vilje er besat af skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble, Maria Buch Cordsen, der er studerende på Den Danske Scenekunstskole samt drengene Ejgil Jørgensen Hvelplund og Sofus Petersen, der deler rollen som drengen Petrus.
Gennem hele Den gode vilje akkompagneres skuespillerne af pianisten Pojken Flensborg, som sidder ved et klaver på selve scenen og leverer skiftevis baggrundsmusik og musik til sange på scenen.
Og i enkelte scener træder også én af de førnævnte drenge ind som kordreng og synger med sin lyse drengesopran både stykker af Schubert og Grubers julesalme, der på dansk kendes som Glade jul.
Ud og ind af rollerne
Skuespillerne træder ind og ud af deres roller. Skifter mellem at tale til publikum og spille sammen med de øvrige skuespillere.
Bue Wandahl åbner forestillingen ved direkte henvendt til publikum kortfattet at forklare hele baggrundshistorien for derefter at træde ind i rollen som Henrik Bergmans farfar i forestillingens første scene.
En enkelt scene træder frem. Bergman-parrets besøg i kirken. Her skaber Mikael Sylvests lys i samspil med Kim Engelbrechts lyddesign en decideret smuk gengivelse af et kirkerum, hvor lyset fra det ikkeeksisterende vindue skinner ned på gulvet og skuespillernes stemmer runger, som var de virkelig i en kirke.
Men til trods for fine skuespilpræstationer, veludført teknik og sammenhæng i historien, så kommer Den gode vilje aldrig for alvor ud over scenekanten. Det er som om, der mangler noget.
Tilbage efterlades publikum med spørgsmålet om, hvorfor Aarhus Teater har valgt at opsætte netop denne forestilling.
Der er hverken nogen klar relevans for et moderne publikum eller en udpræget underholdningsværdi repræsenteret. Og selvom historien sikkert har været vigtig for Bergman at fortælle, så er det svært at se, hvad den skal vise os i Aarhus i 2017.
Den gode vilje.
Medvirkende: Mathias Flint, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Maria Buch Cordsen og Ejgil Jørgensen Hvelplund/Sofus Petersen. Pianist: Pojken Flensborg. Instruktør: Emmet Feigenberg. Dramatisering: Eirik Stubø og Cecilia Ølveczky. Scenografi: Steffen Aarfing. Lys: Mikael Sylvest. Lyd: Kim Engelbrecht.
Spiller på Scala på Aarhus Teater til 21. oktober.
Ifm. projekt GENTÆNK TEATERANMELDELSEN har jeg her også lavet en alternativ anmeldelse af forestillingen. Som en mellemting mellem et video- og et radioformat.