Meget få forfattere kan finde på at indlede en roman med en længere passage om elevatorer – indretning, lyde, hastighed og stemning – uden at det virker kedeligt eller meningsløst? Jeg kan personligt ikke komme i tanke om nogen. Og dog…
For det er netop hvad den japanske forfatter, Haruki Murakami, gør i bogen Hardboiled Wonderland og Verdens Ende. Faktisk bruger han næsten 6 hele sider på en elevatortur.
It’s the end of the world as we know it…
Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Murakami, da jeg læste 1Q84. Og det var kærlighed ved første blik. Det skrev jeg bl.a. lidt om i mit Murakami-indlæg, som du finder her.
Hardboiled Wonderland og Verdens Ende handler enten om en mand, der læser gamle drømme fra dyrekranier i en by kaldet Verdens Ende. Byen er omkranset af en høj, uigennemtrængelig mur og har kun én port, der bevogtes af portvagten, som ikke lukker andre ind og ud end enhjørningerne.
Men jeg skrev jo enten. For bogen handler også om en mand, der hyres ind til et hjerneeksperiment af en ældre forsker. Hans opgave er at shuffle med sin egen hjerne. Data fjernes og anden data tilføjes.
Enhjørninger og drømmelæsning
En dag giver forskeren manden et dyrekranie, som viser sig tilsyneladende at være fra en enhjørning. Og derefter sker der ting og sager i mandens liv.
Det er på sin vis den samme mand, der er hovedpersonen i begge handlingsforløb. Men i forskellige verdener. Forskellige bevidstheder.
Det er mørklinge, enhjørninger, sultne piger og alverdens andre særegne ting. Det er faktisk det rene sludder fra start til slut – og dog alligevel slet ikke.
“Jeg kan efterhånden læse fem-seks kranier per aften. Mine fingre følger behændigt de labyrintiske lysspor, og jeg fornemmer stadig mere tydeligt de billeder og toner, kranierne rummer.”
Det er så meget Murakami. Og det er nok sådan, at du enten vil elske det eller også vil du slet ikke kunne kæmpe dig igennem læsningen.
Når virkeligheden og fantasien smelter sammen
Det er som regel ganske vanskeligt at forklare, hvad Murakamis bøger egentlig handler om. For størstedelen af læseoplevelsen bygger på en stemning, en sindstilstand og et uforklarligt univers. Somme tider helt sort.
“Tiden er lig med længden på tandstikken”
Sproget er på samme tid svævende, smukt og lige på og hårdt. Murakami balancer på en knivsæg og kan både bruge ord som Proust og pik uden at magien formindskes.
Fortællingen i Hardboiled Wonderland og Verdens Ende skifter mellem netop de to steder. Hver andet kapitel foregår i noget, der minder om virkelighedens verden – i Hardboiled Wonderland.
Og den anden halvdel finder sted i byen, Verdens Ende, hvor hovedpersonens bevidsthed eksisterer.
Samme temaer igen og igen
Murakamis univers ligner ikke noget andet, jeg har mødt i litteraturen. Og Hardboiled Wonderland og Verdens Ende er ingen undtagelse fra reglen.
Som jeg ser det, så er det de samme temaer, der går igen i Murakamis bøger. De handler helt grundlæggende om noget eksistensfilosofisk. Hvad er virkeligheden egentlig?
Men de handler så afgjort også om de interne forhold mellem mænd og kvinder. Det hele smelter ligesom sammen i Murakamis bøger. Og det er også tilfældet i Hardboiled Wonderland og Verdens Ende som bestemt har været en fabelagtig læseoplevelse – i bogstaveligste forstand.
Haruki Murakami: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende
Udgivet på forlaget Klim 1. maj 2017
(1. udgaven blev udgivet i 2014)