Mengele Zoo af Gert Nygårdshaug

For snart en del år siden stiftede jeg bekendtskab med den norske forfatter, Gert Nygårdshaug. Altså ikke med manden personligt, men med hans roman Mengele Zoo, der på mange måder mindede mig om Gabriel García Márquez’ univers, som jeg holder meget af.

Mengele zoo roman anbefaling

Magisk realisme, sommerfugle og terrorister

Mengele Zoo er en atypisk norsk bog. Handlingen foregår med udgangspunkt i en lille landsby i den sydamerikanske regnskov, hvor hele befolkningen (og byen med) udslettes af olieselskabernes folk.

Eneste overlevende efter massakren er en lille dreng, Mino, som derefter må leve videre med sin indsigt, sin viden og sin hævnlyst.

Store latinamerikanske forfattere som Márques og Isabel Allende er kendte for deres brug af magisk realisme. Mennesker med vinger, babyer med grønt hår, kvinder der lever i hundredevis af år er blot nogle få eksempler på magisk realisme. Men Mengele Zoo har også et strejf af denne genre – selvom den på intet tidspunkt bliver så udtalt magisk, som det ses hos de to andre, så er der noget over hele bogens stemning. Og især Minos opfattelse og oplevelse af verden omkring ham.

Fra forældreløs til miljøterrorist

Fortællingen i Mengele Zoo er helt grundlæggende en klassisk historie om hævn. Men drengen (og siden hen manden) Mino tager ikke sin hævn over olieselskaberne på klassisk vis. I stedet går han ind i en mere overordnet og økologisk forankret kamp for naturen, mod alverdens store selskaber.

Sammen med tre ligesinde venner, starter Mino en såkaldt gruppe (i dag ville man nok kalde den en terrorcelle) opkaldt efter en fiktiv sommerfugl, Mariposa Mimosa.

“Muy bien, sagde Orlando. Vi kan starte en gruppe. En rigtig gruppe, der skal tordne og lyne. Vi er fire, der står last og brast og mener stort set det samme om de fleste ting; Jovina, Ildebranda, du og jeg.” (Mengele Zoo side 257)

Og netop sommerfugle og Minos forhold til disse spiller en væsentlig rolle i romanen. Sommerfuglene bliver et tegn på naturen, på det, som de store selskaber verden over ødelægger.

I nazismens billede

Og titlen, Mengele Zoo, henviser ligeledes til verdens forhold til, opfattelse af og ikke mindst anvendelse af naturen.

“Måske havde Mengele i virkeligheden forstået menneskets position i helheden, måske havde han forstået, at det var lige så etisk forsvarligt at eksperimentere med mennesker som med rhesusaber og rotter. (…) Mino var klar over, at han aldrig ville nå til bunds i gåden Josef Mengele. Men verden var som skabt i hans billede.” (Mengele Zoo side 270)

Gert Nygårdshaug lægger op til en mere nuanceret og aktiv miljødebat. Og det er op til læseren selv at tage stilling.

Mengele Zoo er lidt svær at genreplacere. En roman i feltet mellem det actionprægede, det storladne og det tragiske. Drengen, manden, terroristen og magikeren Mino. Han er det hele og meget mere i denne fine roman, som jeg stadig her mange år efter, jeg læste den første gang, vender tilbage til.

Mengele zoo roman anbefaling

Gert Nygårdshaug: Mengele Zoo
Udgivet på Forlaget Hovedland 1. november 2010.

Se mere om bogen her.

 

 

2 tanker om “Mengele Zoo af Gert Nygårdshaug

    1. Dejligt at høre, du er enig. Jeg kender ikke så mange, der har læst den. Og det er en skam, synes jeg.

Der er lukket for kommentarer.