Andrew Lloyd Webber og Tim Rices musical Jesus Christ Superstar var én af de første musicals, jeg så i mit liv. Og jeg elskede den. Og ikke kun fordi jeg var småforelsket i ham, der spillede Simon. Musikken var skøn, fortællingen essentiel og oplevelsen i top.
Derfor havde jeg også glædet mig ret meget til at se Jesus Christ Superstar i Aarhus Teaters opsætning. Men desværre blev jeg lidt skuffet.
Rod, støj og lidt forvirring
Instruktøren Elisabeth Linton har skabt en ret rodet forestilling, som er præget af støj i både visuel og auditiv forstand.
Selvom jeg på forhånd kendte både musical og historie, så var jeg godt og grundigt forvirret, da 1. akt sluttede og pausen begyndte.
Jeg kunne se, hvem der spillede Jesus (Simon Matthew), Maria Magdalene (Cecilie Stenspil) og Pontius Pilatus (Jacob Madsen Kvols). Alle de øvrige var jeg i tvivl om.
Hvem var Judas? Hvem var Simon? Hvem var Peter? Og hvem var de to fjerklædte mænd med hatte, som talte med Pilatus.
Godt nok skrev jeg lige, at jeg har set musicalen før, men det er ca. 20 år siden og der er løbet en del vand (og muscials i alle afskygninger) under broen siden. Og så godt kan jeg ikke huske den præcise handling, eller hvem der synger hvilken sang.
Og desuden skiftede scenerne lidt umotiveret. Det virkede som om sangene var blevet grumset til af rocklyd og hæshed. Som om hver enkelt sang næsten ikke fik lov at begynde, før den igen var afsluttet.
Dårlig lyd på balkonen
Min forvirring skyldtes nok især lyden. Jeg sad på balkonen. På første række endda. Godt nok ude i den ene side, men udsynet var fint og jeg havde set frem til at opleve Kenneth Thordals nyoversættelse.
Men jeg oplevede den ikke. For jeg kunne ganske simpelt ikke høre, hvad der blev sunget. Kun meget få brudstykker.
Musikken var høj, næsten støjende. Og lyden på balkonen mindede mig lidt om en forårskoncert i folkeskolen, hvor en flok glade børn spiller covernumre af kendte sange tilsat alt for høje trommelyde.
De gode elementer skal ikke glemmes
Men dermed ikke sagt, at det var en forfærdelig oplevelse. Der var også gode elementer i forestillingen. Især vil jeg fremhæve Jacob Madsen Kvols som Pontius Pilatus og Mathias Flint som Kong Herodes. For hvor de resterende medvirkende gled sammen i en grødet masse, hvor ikke engang Jesus eller Judas vakte følelser i mig, så kunne Pilatus og Herodes drage opmærksomheden mod sig i en række underholdende og imponerende scener.
Scenografi og kostumer i top
Kostumerne i forestillingen var imponerende. Romernes vel at mærke. For alle de øvrige var meget neutrale og stort set ens. Men hos romerne har kostumedesigner Maria Helena Gyllenhoff for alvor slået sig løs. Med glimmer, glitter, guld og fjer. Masser af glam og wow-effekt.
At det dertil skal siges, at jeg aldrig rigtig forstod, hvorfor romerne var sådan klædt, er en ganske anden sag.
Og hvad angår Palle Steen Christensens scenografi, så afspejlede den en imponerende forståelse for anvendelse af scenerummet. På alle leder og kanter. For det var både effektfuldt og interessant at se skuespillerne klatre rundt på siderne, komme gående ned ad bagvæggen og hænge ned fra loftet.
Alt i alt var Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater en lidt blandet oplevelse. For selvom jeg overordnet set var skuffet – og lidt forvirret – så var der også en række fine, seværdige elementer. Især i 2. akt.
Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene frem til 3. juni.
Læs mere om forestillingen her.
Den alternative anmeldelse
Ifm. projektet Gentænk Kulturjournalistik har jeg lavet en alternativ anmeldelse udfra fokuspunktet: 5 fede detaljer i forestillingen.
Det er der kommet en kort video og en dertilhørende tekstanmeldelse ud af.
Du kan se videoen her.
Anmeldelsen kommer op på anmeldersiden på Aarhus Teaters hjemmeside snarest.
Den side finder du her.