Krimi og ferie er en oplagt kombi
Jeg har ikke bare holdt påskeferie i den seneste uges tid. Jeg fik også læst en enkelt krimi på turen til Berlin med familien. Og en lidt anderledes én af slagsen ift. min vanlige læsning, vil jeg mene.
ENSOMmerfugl er den første bog af svenske Gabrielle Ullberg Westin. Og selvom hendes tredje bog i serien netop er udkommet på svensk, så er det mit første møde. Både med Westin og med genren, erotic crime.
Erotic crime
Under et interview på årets Krimimesse i Horsens blev Gabrielle Ulberg Westin spurgt, hvorfor hun har valgt at skrive bøger i genren, erotic crime. Hendes svar var ganske enkelt, at det havde hun ikke. Hun ville skrive en krimi og de meget eksplicitte sexscener var bare blevet en naturlig del af bogen.
Men netop genren erotic crime er gået hen og blevet Westins varemærke. Og ja, der er en del temmelig udpenslet sex i bogen, men det er stadig krimiplottet, der bærer fortællingen frem. Heldigvis. For det er et vældig fint plot.
Svensk ferielæsning
ENSOMmerfugl handler om politimanden Johan Rokka, der flytter tilbage til sin barndoms landsby, hvor han hurtigt kastes ud i opklaringen af et ubehageligt mord på en kendt fodboldsspillers hustru.
Parallelt med opklaringsarbejdet lærer læseren også Rokka at kende. Både hans forhistorie, hans fremtidsplaner og hans seksuelle tilbøjeligheder.
Rokka vikles i ENSOMmerfugl ind i en mordgåde, der både bringer hans egen ungdom, en tidligere kriminel løbebane og en lang række smukke, unge kvinder ind i forløbet.
Gabriella Ullberg Westin spinder et fint net mellem sine forskellige personer i bogen. Og der lægges helt tydeligt op til flere fremtidige bøger. De to er jo allerede udkommet, og det bærer den første bog klart præg af.
Hvis du ellers er i stand til at abstrahere fra en hel del stavefejl, der burde have været fanget i korrekturen, så er ENSOMmerfugl alt i alt en god krimiunderholdning og en ret oplagt ferielæsning – uanset om du planlægger ferie ved Middelhavet, i storbyen eller hjemme på sofaen.
Gabriella Ullberg Westin: ENSOMmerfugl
Udgivet af HarperCollins Nordic 19. oktober 2016.