Smuk fortælling om kærlighed, mod og pirater
Hvis du (som stort set alle andre) holder af Astrid Lindgrens fantastiske fortællinger som Brødrene Løvehjerte og Mio min Mio, så vil du helt sikkert også elske Frida Nilssons Ishavspirater.
Ishavspirater er fortællingen om pigen Siri, der drager tværs gennem verden for at redde sin lillesøster fra en frygtelig skæbne som minebarn hos sørøverkaptajnen, Hvidhoved.
På rejsen tværs over ishavet møder Siri mange forskellige mennesker (og andre væsner). Hun ser det bedste og det værste i menneskeheden. Og hun får sat sin verdensopfattelse i perspektiv.
Selvom hun møder (næsten urimeligt megen) modgang, så giver hun ikke op. Og hendes mod og vilje til at frelse sin søster breder sig også til nogle få andre omkring hende.
Mod handler ikke om styrke
Da Siris lillesøster bliver snuppet af sørøverne, er hun i første omgang overbevidst om, at alle landsbyens stærkeste mænd vil forfølge sørøvernes skib og hente hendes søster tilbage. Men alle er bange for Hvidhoved og hans sørøvere. Én af landsbyens mænd siger det lige ud:
“Din søster er fortabt. Sådan er det med dem, som Hvidhoved tager. De … findes ikke længere.”
Men som en vaskeægte helt, vælger Siri at ignorere det, som andre anser for kendsgerninger, og beslutter sig for selv at redde sin søster.
Søstrene Løvehjerte
Der er masser af ligheder mellem Ishavspirater og det Lindgrenske univers, som er kendt og elsket af de fleste. Men Frida Nilsson har også sin helt egen, personlige stil.
I ishavet, hvor Siri bor, lever alverdens særegne væsner, som måske nok mindre om noget, vi kender fra vores virkelighed, men som alligevel er noget ganske andet.
Og på sin rejse mod Hvidhoveds mine (som ingen i øvrigt ved hvor ligger – det skal jo ikke være for nemt at redde sin søster) møder Siri også havfruer – i både levende og døde udgaver.
Ishavspirater er en både fængende og smuk fortælling om kærlighed mellem søskende. Og om at trodse alle verdens farer selvom man er bange.
Universet er magisk og fortællingen er universel. På samme måde som det er tilfældet med Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, hvor de to drenge aldrig giver op eller svigter hinanden – selvom de er bange og ingen tør hjælpe dem.
Sofie Børsting har leveret de mest stemningsfulde illustrationer til Ishavspirater. Enkle, sort/hvide tegninger, som underbygger bogens univers og stemning utroligt fint.
Pageturner for både børn og voksne
Det er en vaskeægte pageturner Frida Nilsson har skrevet skabt. Fortællingen drives frem og det er svært at lægge bogen fra sig. Også som voksen. Forlaget angiver aldersgruppen til 7-12 år, men da der en ret lang bog (375 sider), er nok kun de mest ambitiøse tweens, der vil kaste sig over læsningen selv. Men som højtlæsningsbog – eller som selvstændig læsning for unge og voksne – er den helt perfekt.
Frida Nilsson: Ishavspirater
Illustreret af Sofie Børsting
Udgivet på ABC Forlag den 18. november 2016