I familien på Teatret Svalegangen

Kulturmor - I familien på SvalegangenFrem til den 18. november 2016 kan du opleve teaterforestillingen I FAMILIEN på Teatret Svalegangen i Aarhus. Teatret kalder selv forestillingen for en oprørsk og overgearet generationskomedie. Og det er netop det, du får.

Alt er sat på spidsen. Karikeret til det ekstreme. Og der bliver for alvor sat tanker i gang.

Det er en forestilling om de kontroverser, der opstår både på tværs af generationskløfter men også mellem søskende, som har udviklet sig i vidt forskellige retninger og derfor slet ikke længere kan finde ind til én grundlæggende, enslydende kerne i deres liv.

Foto: Morten Fauerby
Foto: Morten Fauerby

I FAMILIEN tegner skarpe billeder af forskellige måder at leve på. Forskellige tilgange til alt fra børneopdragelse til boligindretning. Det handler om værdier og forskelligheder.

Alle karaktererne er ekstreme og fuldstændigt unuancerede. De er rendyrkede stilarter. Og netop derfor kan du som publikum ikke tage parti med hverken den ene eller den anden i forestillingen.

Det er en forestilling, hvor alt er sort eller hvidt. Rigtigt eller forkert. Men det er netop overdrivelsen, der fremmer forståelsen. De ekstreme karakterer gør oplevelsen effektiv. Verden er ikke sort/hvid. Men det må den gerne være på teatret. For at understrege en pointe.

Forestillingens scenografi mimer en arena, en kampplads, en boksering. Publikum sidder hele vejen rundt og kan betragte kampen fra alle fire verdenshjørner. Og der går da også en overgang decideret kampscene i stykket.
Se teatrets egen trailer for I FAMILIEN her.

Foto: Morten Fauerby
Foto: Morten Fauerby

Klippet med kampen i bokseringen viser meget fint essensen af forestillingen. Ikke at de bokser. Ikke hele tiden i hvert fald. Men scenen er sat fra første replik. Og den stemning følger med gennem hele stykket.

Der findes næppe et voksent menneske, som kan se denne forestilling uden på noget tidspunkt at føle sig ramt. Det burde ikke være muligt. For skuespillerne personaliserer de ekstreme egoer, de ekstreme ideologier. Og på et punkt i løbet af forestillingen bliver du ramt i dine egne fejl, mangler, ideologer eller hvad det nu er for dig.

Du ser dig selv iscenesat. Ganske vist karikeret og overdrevet. Men det skal nok ramme. Og det er også derfor, at det er sjovt. Det kan være utroligt befriende, at grine af sig selv. For det er i sidste ende netop det, man gør på Svalegangen.

Så måske – og kun måske – vil I FAMILIEN give dig en lidt bedre forståelse for, at vi alle sammen er forskellige og at det grunder i forskellige værdier. Ikke i ønsket om at være på tværs og genere andre. Men om ikke andet, så bliver du i hvert fald godt underholdt!

 

I FAMILIEN
Spiller på Teatret Svalegangen 22. oktober – 18. november 2016.
Læs mere her.